Test højremenu

Frit valg eller – afmagt 247

Vidunderet, en Olivetti M24 stod nu på mit skrivebordet. Det er mere end 35 år siden, jeg blev digital. Miraklet, som egentlig bare var en avanceret skrive- og regnemaskine kostede 60.000 kr. Men den kunne huske, det man skrev, som derfor både kunne rettes og gemmes til senere brug.
Jeg havde tidligere prøvet EDB – Elektronisk Data Behandling. IBM havde nemlig foræret Københavns Universitet et meget stort databehandlingsanlæg, og det brugte jeg til at behandle mit afsluttende speciale i Samfundsfag.

Jeg var begejstret og benovet, men stillede aldrig spørgsmålet – hvorfor er PC’en bedre end min gamle skrivemaskine. Alle fortalte hinanden, at digitalisering ville skabe en bedre fremtid. Men hvad var det præcis for et potentiale digitaliseringen kunne skabe, og hvad mentes der overhovedet?  Digitalisering var en stor og positiv bevægelse hen imod noget bedre, smartere og hurtigere, hvor luftige visioner, håb og holdninger erstattede nøjagtighed, evidens og kritisk analyse. Ypperstepræsterne var dem med de mest løfterige visioner – sjældent dem med den største indsigt, selvom de let kunne forblænde politikerne, der var fælles om en rus af teknologioptimisme og ikke mindst utålmodige spareønsker.

Digitalisering – monster eller vidunder

Intet kommer af ingenting – bortset fra lommeuld… og digitalisering. Det sidste ville Storm P.*) nok have tilføjet et af sine mest berømte citater, hvis han havde levet i dag, og som alle os andre skulle skifte fra NemID til MitID.
Men intet er forudsætningsløst. Hvad var konsekvenserne? Hvilke omkostninger udløste digitaliseringen. Var der også nogle væsentlige ulemper.

Vi har med den voldsomme, påtvungne digitalisering på få år skabt et umenneskeligt monster, der lever sit eget liv og hensætter os alle i afmagt.

kommentar fra læserbrev i Politiken

 

Stærke ord, men hvem har skabt dette monster, som mange ikke fordømmer, men betragter som et vidunder, med et meget betydeligt potentiale! Er det noget Folketinget har besluttet. Næh ikke rigtigt. De folkevalgte har vedtaget nogle overordnede rammer, som de ikke folkevalgte embedsmænd så har forsøgt at fylde ud. Det er der ikke noget problematisk i, sådan er det fx også, når man ønsker en højere normering på vores plejehjem. Regeringen sender flere penge til kommunerne, men i sidste ende træffes de endelige beslutning udenfor folketinget.
Når det gælder digitalisering, så styres det hele af staten, KL og Danske Regioner, der mødes på direktionsniveau. Det kaldes Governance. Det er embedsmænd ikke folketinget, der træffer de mange konkrete beslutninger, som skaber digitaliseringen.

Stat, kommuner og regioner har siden 2001 samarbejdet om digitaliseringen af den offentlige sektor. Den seneste fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2022-2025 har fokus på, at digitalisering skal være en central del af svaret på de store samfundsudfordringer!
”Ansvarlig anvendelse af data og ny teknologi er et vigtigt værktøj, der kan bidrage til at afhjælpe manglen på arbejdskraft, bidrage til den grønne omstilling af det danske samfund og understøtte udviklingen af velfærdssamfundet, herunder også vores sundhedsvæsen.” Digitaliseringsplaneren har altid været pakket ind i masser af positive hensigter og forventninger. Der er bestemt også mange gode og ofte enestående fordele ved digitaliseringen, men når ”mirakelkuren” efterlader 25% af den voksne befolkning i vildrede og frustration, som en rapport fra tænketanken Justitia har påpeget, så er det på tide at spørge: Hvem har ansvaret, og hvad er målet med vidunderet, der måske som læserbrevsskribenten siger, har udviklet sig til et selvforstærkende monster.

De tre V’er

Der er forudsætninger for alle valg – også det store politiske ønske om at digitalisere kontakten mellem borgerne og det offentlige. Der skal være en Vilje – eller et mål. Der skal være den nødvendige Viden. Først når det er på plads kan man træffe et Valg.

Da Anders Fog Rasmussen blev statsminister i 2001, var et af hans regeringsløfter, at hans regering ville begrænse de administrative byrder med 25%. Det mål forestillede man sig bl.a. kunne gennemføres med yderligere digitalisering.

I 2001 blev ansvaret for udarbejdelse og implementering af digitaliseringsstrategier langsomt flyttet fra Forskningsministeriet til Finansministeriet. Der blev nedsat et koordinerende udvalg ”Den Digitale Taskforce” bestående af de tre forvaltningsniveauer; regering, amter (senere regioner) og kommuner. Taskforcen skulle – med Finansministeriet for bordenden – udvikle fællesoffentlige digitaliseringsstrategier, som alene havde fokus på digitalisering af den offentlige sektor.
I den første strategi for 2001-2004 blev digitalisering italesat som et økonomisk projekt, derfor skulle processen ledes af Finansministeriet.

Kilde: Inspiration og citater fra:  Justitia – Danmarks uafhængige juridiske tænketank Retssikkerhed for digitalt udsatte borgere

Aha, IT har et stort potentiale
Digitaliseringsviljen kan dateres til det tidspunkt, hvor man rigtig opdagede, hvad informationsteknologien kunne udrette. Ekstrem hurtig behandling af store datamængder, og netop behandling af data, er kernen i al offentlig administration, så da Venstres Anders Fog Rasmussen proklamerede, at det offentlige skulle beskæres med 25% begyndte alle embedsmænd i staten, kommunerne og amterne at lede efter nye sparemuligheder, som kunne opfylde statsministerens vilje!
Mange – næsten alle – så informationsteknologi som en ny oplagt sparemulighed. Rigtig mange sagsbehandlere kunne spares, når computerne overtog deres arbejde. Det var så indlysende, at politikere og embedsmænd mente, at man ikke behøvede mere viden om eventuelle faldgruber i den nye teknologi, valget var let – digitalisering! Og så gik det stærkt. Der blev postet milliarder i den store omstilling, samtidig med at man reducerede antallet af offentlige papirnussere, en etiket som Fremskridtspartiets stifter Mogens Glistrup havde hæftet på alle offentligt ansatte.
Der var absolut ingen alarmklokker der bimlede, det skulle være stort – større, hurtigt – hurtigere, og det blev det, så folketinget så ingen anledning til at gribe ind, det klarede embedsmændene absolut tilfredsstillende, selvom de besparelser og bedre service, der også blev lovet, slet ikke blev realiseret. Man gentog blot igen og igen, at digitaliseringen ville (på lang sigt) udløse et meget stort potentiale.
De kæmpestore projekter blev forsinket, de blev meget dyrere, og fungerede ikke som forventet og ønsket. Alligevel synes der ikke at være nogen vilje eller evne til at realisere de lovede rationaliseringsgevinster.

 

De mislykkede
Amanda, Civilstraffe, Polsag, PROASK, DeMars, Tinglysning, EFI, Daccis, Rejsekortet, Sigma, Amternes EPJ-systemer, VUE, Grunddataprogrammet, IC4, SIGMA, De nationale skoletests, CAP, Nemkonto, MiniMaks.
Alle projekter med milliardomkostninger og milliardtab, men det var nok bare startvanskeligheder!

 

Samtidig med de kuldsejlede projekter fulgte en række IT-skandaler. Hvert fjerde medlem af Folketinget fik lækket deres e-mailadresser og kodeord. En fejl i Skats Tast Selv-system betød, at 140 danskeres skatteoplysninger blev tilgængelige for andre. Selskabet bag rejsekortet måtte erkende, at der i forbindelse med en softwareopdatering, var sket en fejl, så blandt andet navn og adresse på kunderne lå frit tilgængeligt på internettet. Et brev med sundhedsdata på over fem millioner danskere havnede hos det kinesiske firma Chinese Visa Application Centre. Region Hovedstaden gav omkring 20.000 uautoriserede brugere adgang til patientjournaler med fortrolige oplysninger. Copenhagen Business School, blev ramt af en IT-skandale, da personlige oplysninger om 1.100 af skolens elever i en periode var tilgængelige på skolens hjemmeside. 900.000 danskeres fik deres CPR-numre offentliggjort. Lige godt hver anden folketingspolitiker kunne se deres CPR-nummer offentliggjort på internettet, det kunne 69 kræftpatienter fra Sygehus Lillebælt også. Rigspolitiet blev udsat for det, der er blevet kaldt Danmarkshistoriens værste hackerangreb, da hackere fik adgang til millioner af personfølsomme oplysninger gennem blandet andet Schengen-registret, kørekortregistret og CPR-registret.

Det offentlige spildte milliarder på it-systemer, bl.a. Skat, der aldrig fik sit nye inddrivelsessystem EFI til at fungere. Det blev skrottet og afløst af PSRM. Problemerne endte med at koste den danske statskasse milliarder, EFI-systemets mangler betød nemlig, at Skat ikke fik inddrevet gæld for mange milliarder.
PSRM leveres af ICI, som er navnet på Skats egen udviklingsafdeling. Det står for ”Implementerings Center for Inddrivelse.”

Sikkerhed og betydeligt potentiale
Helt tilbage i 2001 udkom Bonnerup rapporten, som var meget kritisk overfor digitaliseringen. Alligevel fortsatte Digitaliseringsstyrelsen – der i dag er vokset til 600 medarbejdere – med at lave skønmalerier. Den ene og den anden digitalisering rulles ukritisk ud uden at være ordentligt afprøvet. Den praksis har Lægemiddelstyrelsen heldigvis ikke anvendt på nye lægemidler!
Netop som de fleste, men langt fra alle, havde vænnet sit til NemID skal befolkningen skifte til MitID, hvor et af de afgørende kontrolelementer er en kodeviser fremstillet i Kina. Den skal erstatte nøglekortet trykt i Danmark. Begrundelse: Større sikkerhed! Digitaliseringsstyrelsen skylder befolkningen svar på, hvordan man kan være sikker på at kodeviseren ikke er programmeret til at starte et cyberangreb.
Overgangen til MitID vil i begyndelsen udløse betydelige mængder spildtid, og ingen ved hvor længe det vil vare. Når MitID om nogle år skal udskiftes – for at øge sikkerheden mod nye trusler – vil der igen akkumuleres oseaner af spildtimer, som ellers kunne bruges på værdiskabende arbejde.

Økonomisk kaos

De store IT-projekter skal selvfølgelig følge EU’s udbudsregler, og den der lyver vinder kontrakten. Det siger de fleste i IT-branchen. Og der er da heller ikke nogen risiko ved at underdrive tilbudsprisen, de ”obligatoriske” budgetoverskridelser, bliver altid betalt, for man kan jo ikke stoppe midt i et projekt, og skatteyderne kan ikke nægte at betale.
En af mangelvarerne i det offentlige er ledere, der vil tage ansvaret, siger en IT-ekspert. I stedet udarbejder man tusindvis af krav til de nye systemer, en slags forsikring der skal sikre mod fejl, men ofte er umulige at realisere.
Da Skat afskedigede 317 medarbejdere, med den begrundelse, at deres opgaver nu kunne løses lettere med IT systemer, meddelte man kort tid efter, at inddrivelsesmedarbejderne (dem der var tilbage) kunne forvente overarbejde i den kommende tid, fordi mange sager ellers ville blive forældet. Det er opfattelsen blandt mange offentlige medarbejdere, at man høster gevinsterne ved effektiviseringerne længe førend, det er mulig.

Statens IT projektråd

 

Digitaliseringen kan beskrives som et kæmpe puslespil, hvor man end ikke kan rette sig efter det sædvanlige billede på æsken med brikkerne. Desuden skal spillet lægges af mange tusinde embedsmænd, som ikke kender hinanden og er placeret spredt ud over landet i statslige, kommunale og regionale forvaltninger.
Der var da også embedsmænd og politikere, som godt kunne se, at den i sandhed komplicerede og omfattende proces, trængte til en form for koordinering. Derfor oprettede man Statens IT projektråd, der fik til opgave at vejlede og evaluere de mange IT-projekter. Rådet er en slags smagsdommere, der kan pege på de ting i de mange IT-projekter, de gerne så lavet om, men de kan ikke diktere, hvad der bør ændres, for det ville bl.a. være et indgreb i det kommunale selvstyre.

Det aldrig færdiggjorte puslespil efterlader mange brugere/borgere som en digital underklasse. I det hele taget er det snare undtagelsen end reglen, at man undersøger projekternes cost/benefit, eller tester systemerne på brugerne. Her kunne man lære af de private netbutikker, som undersøger deres systemers funktionalitet og kundernes brugertilfredshed i tide og utide.

Er der en mulighed for at få de 25% med, som er efterladt på perronen mens IT-ekspressens offentlige digitalisering suser forbi! Ja, løsningen er enkel – frit valg mellem digitale og analoge løsninger. Det offentlige må konkurrere med de mange velsmurte private net løsninger, og forsøge at få flest mulige til frivilligt at bruge de digitale systemer. Resten må betjenes analogt i Borgerservice, ligesom det er muligt for de kunder, der fravælger det digitale og foretrækker selv at besøge Elgiganten eller de mange andre butikker, der tilbyder nethandel