Frit valg eller – Afmagt 24|7

https://tocwp.com/docs/knowledge-base/how-to-add-toc-in-sidebar/
Med den voldsomme, påtvungne digitalisering, har vi på få år skabt et umenneskeligt monster, der lever sit eget liv og hensætter os alle i afmagt.

Bevidsthed findes kun hos biologiske væsener.
Kun biologiske væsener kan ”sanse”.

Vidunderet, min Olivetti M24 stod nu på skrivebordet. Det er mere end 35 år siden jeg blev digital. 60.000 kr. kostede miraklet, som egentlig bare var en avanceret skrive- og regnemaskine. Men den kunne huske det man skrev, som derfor kunne både rettes og gemmes til senere brug. Jeg havde prøvet EDB – Elektronisk Data Behandling. IBM havde nemlig foræret Københavns Universitet et meget stort databehandlingsanlæg, og det brugte jeg til at behandle de data, der var grundlaget for mit afsluttende speciale i Samfundsfag.
Det var et kæmpe anlæg som fyldte mere end et klasseværelse. Min Personlige Computer var ikke større end den kunne stå på mit skrivebord.

Jeg var begejstret og benovet, men stillede aldrig spørgsmålet – hvorfor er PC’en bedre end min gamle skrivemaskine. Alle fortalte hinanden, at digitalisering ville skabe en bedre fremtid. Men hvad var det præcis for et potentiale digitaliseringen kunne skabe, og hvad mentes der overhovedet med digitalisering?
Hvis man stillede den slags kedelige spørgsmål, var man maskinstormer og visionsløs. Digitaliseringen var jo ikke et spørgsmål om at indføre helt konkrete tiltag, funktioner og værktøjer, som man talte om så evidensbaseret som muligt. Nej, digitalisering var en stor og positiv bevægelse hen imod noget bedre, smartere og hurtigere, hvor luftige visioner, håb og holdninger erstattede nøjagtighed, evidens og kritisk analyse. Ypperstepræsterne var dem med de mest løfterige visioner – sjældent dem med den største indsigt, selvom de let kunne forblænde politikerne, der var fælles om en rus af teknologioptimisme og ikke mindst utålmodige spareønsker.

Digitalisering – monster eller vidunder

Intet kommer af ingenting – bortset fra lommeuld… og digitalisering. Det sidste ville Storm P. nok have tilføjet et af sine mest berømte citater, hvis han havde levet i dag, og som alle os andre skulle skifte fra NemID til MitID.
Men intet er forudsætningsløst. Hvad var konsekvenserne? Hvilke omkostninger udløste digitaliseringen. Var der også nogle væsentlige ulemper.

Vi har med den voldsomme, påtvungne digitalisering på få år skabt et umenneskeligt monster, der lever sit eget liv og hensætter os alle i afmagt.
kommentar fra læserbrev i Politiken

Stærke ord, men hvem har skabt dette monster, som mange andre betragter som et vidunder, med et meget betydeligt potentiale! Er det noget Folketinget har besluttet. Næh ikke rigtigt. De folkevalgte har vedtaget nogle overordnede rammer, som de ikke folkevalgte embedsmænd så har forsøgt at fylde ud. Det er der ikke noget problematisk i, sådan er det fx også, man ønsker en højere normering på vores plejehjem. Regeringen sender flere penge til kommunerne, men i sidste ende træffes de endelige beslutning udenfor folketinget.
Når det gælder digitalisering, så styres det hele af staten, KL og Danske Regioner, der mødes på direktionsniveau. Det kaldes Governance. Det er embedsmænd ikke folketinget, der træffer de mange konkrete beslutninger, som skaber digitaliseringen.

Stat, kommuner og regioner har siden 2001 samarbejdet om digitaliseringen af den offentlige sektor. Den seneste fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2022-2025 har fokus på, at digitalisering skal være en central del af svaret på de store samfundsudfordringer! ”Ansvarlig anvendelse af data og ny teknologi er et vigtigt værktøj, der kan bidrage til at afhjælpe manglen på arbejdskraft, bidrage til den grønne omstilling af det danske samfund og understøtte udviklingen af velfærdssamfundet, herunder også vores sundhedsvæsen.” Digitaliseringen er pakket ind i masser af positive hensigter og forventninger. Der er bestemt også mange gode og ofte enestående fordele ved digitaliseringen, men når ”mirakelkuren” efterlader 25% af den voksne befolkning i vildrede og frustration, som en rapport fra tænketanken Justitia har påpeget, så er det på tide at spørge: Hvem har ansvaret, og hvad er målet med vidunderet, der måske som læserbrevsskribenten siger, har udviklet sig til et selvforstærkende monster.

De tre V’er

Der er nogle forudsætninger for alle valg – også det store politiske ønske om at digitalisere kontakten mellem borgerne og det offentlige. Der skal være en Vilje – eller et mål. Der skal være den nødvendige Viden. Først når det er på plads kan man træffe et Valg.

Da Anders Fog Rasmussen blev statsminister i 2001, var et af hans regeringsløfter, at hans regering ville begrænse de administrative byrder med 25%. Det mål forestillede man sig bl.a. kunne gennemføres med yderligere digitalisering.

I 2001 blev ansvaret for udarbejdelse og implementering af digitaliseringsstrategier langsomt flyttet fra Forskningsministeriet til Finansministeriet. Der blev nedsat et koordinerende udvalg ”Den Digitale Taskforce” bestående af de tre forvaltningsniveauer; regering, amter (senere regioner) og kommuner. Taskforcen skulle – med Finansministeriet for bordenden – udvikle fællesoffentlige digitaliseringsstrategier, som alene havde fokus på digitalisering af den offentlige sektor.
I den første strategi for 2001-2004 var visionen for den digitale forvaltning systematisk at anvende digitale teknologier til at nytænke og forandre organisationer og arbejdsprocesser med henblik på at højne servicekvalitet og effektivitet. Digitalisering blev således mere italesat som et økonomisk projekt end en bredere transformation af det danske samfund.
Kilde: Inspiration og citater fra:  Justitia – Danmarks uafhængige juridiske tænketank Retssikkerhed for digitalt udsatte borgere

Aha, IT har et stort potentiale

Digitaliseringsviljen kan dateres til det tidspunkt, hvor man rigtig opdagede, hvad informationsteknologien kunne udrette. Ekstrem hurtig behandling af store datamængder, og netop behandling af data, er kernen i al offentlig administration, så da Venstres Anders Fog Rasmussen proklamerede, at det offentlige skulle beskæres med 25% begyndte alle embedsmænd i staten, kommunerne og amterne at lede efter nye sparemuligheder, som kunne opfylde statsministerens vilje!
Mange – næsten alle – så informationsteknologi som en ny oplagt sparemulighed. Rigtig mange sagsbehandlere kunne spares, når computerne overtog deres arbejde. Det var så indlysende, at politikere og embedsmænd mente, at man ikke behøvede mere viden om eventuelle faldgruber i den nye teknologi, valget var let – digitalisering! Og så gik det stærkt. Der blev postet milliarder i den store omstilling, samtidig med at man reducerede antallet af offentlige papirnussere, en etiket som Fremskridtspartiets stifter Mogens Glistrup havde hæftet på alle offentligt ansatte.
Der var absolut ingen alarmklokker der bimlede, det skulle være stort – større, hurtigt – hurtigere, og det blev det, så folketinget så ingen anledning til at gribe ind, det klarede embedsmændene absolut tilfredsstillende, selvom de besparelser og bedre service, der også blev lovet, slet ikke blev realiseret. Man gentog blot igen og igen, at digitaliseringen ville (på lang sigt) udløse et meget stort potentiale.
De kæmpestore projekter blev forsinket, de blev meget dyrere, og fungerede ikke som forventet og ønsket. Alligevel synes der ikke at være nogen vilje eller evne til at realisere de lovede rationaliseringsgevinster.
De store IT-projekter, som mislykkedes, har bidraget til at skabe mistillid og usikkerhed om, hvor vi er på vej hen med den offentlige digitalisering.

De mislykkede
Amanda, Civilstraffe, Polsag, PROASK, DeMars, Tinglysning, EFI, Daccis, Rejsekortet, Sigma, Amternes EPJ-systemer, VUE, Grunddataprogrammet, IC4, SIGMA, De nationale skoletests, CAP, Nemkonto, MiniMaks.
Alle projekter med milliardomkostninger og milliardtab, men det var nok bare startvanskeligheder!

Samtidig med de kuldsejlede projekter fulgte en række IT-skandaler. Hvert fjerde medlem af Folketinget fik lækket deres e-mailadresser og kodeord. En fejl i Skats Tast Selv-system betød, at 140 danskeres skatteoplysninger blev tilgængelige for andre. Selskabet bag rejsekortet måtte erkende, at der i forbindelse med en softwareopdatering, var sket en fejl, så blandt andet navn og adresse på kunderne lå frit tilgængeligt på internettet. Et brev med sundhedsdata på over fem millioner danskere havnede hos det kinesiske firma Chinese Visa Application Centre. Region Hovedstaden gav omkring 20.000 uautoriserede brugere adgang til patientjournaler med fortrolige oplysninger. Copenhagen Business School, blev ramt af en IT-skandale, da personlige oplysninger om 1.100 af skolens elever i en periode var tilgængelige på skolens hjemmeside. 900.000 danskeres fik deres CPR-numre offentliggjort. Lige godt hver anden folketingspolitiker kunne se deres CPR-nummer offentliggjort på internettet, det kunne 69 kræftpatienter fra Sygehus Lillebælt også. Rigspolitiet blev udsat for det, der er blevet kaldt Danmarkshistoriens værste hackerangreb, da hackere fik adgang til millioner af personfølsomme oplysninger gennem blandet andet Schengen-registret, kørekortregistret og CPR-registret.

Det offentlige spildte milliarder på it-systemer, bl.a. Skat, der aldrig fik sit nye inddrivelsessystem EFI til at fungere. Det blev skrottet og afløst af PSRM. Problemerne endte med at koste den danske statskasse milliarder, EFI-systemets mangler betød nemlig, at Skat ikke fik inddrevet gæld for mange milliarder.
PSRM leveres af ICI, som er navnet på Skats egen udviklingsafdeling. Det står for ‘Implementerings Center for Inddrivelse.’

Derfor kom MitID
Digitale løsninger bliver erstattet af nye over tid. Det gør de, fordi de skal være sikre og kunne følge med udviklingen. MitID lever op til de nyeste standarder for sikkerhed, så vi også i fremtiden kan færdes trygt på nettet, sådan lød begrundelsen.
Der var blev stadig større fokus på sikkerhed. Derfor bliver NemID til MitID: Dit kommende bevis for, hvem du er, når du logger ind, godkender handlinger eller har brug for at skrive under digitalt.

Umiddelbart vil du ikke opleve den store forskel, når du først får MitID – ud over at du fx ikke længere skal bruge dit nøglekort eller nøgleapp. Men der er forskel. Forskelle, der betyder, at det bliver vanskeligere at misbruge MitID, og at det bliver nemmere at kunne videreudvikle MitID til en hverdag, hvor teknologi hjælper os med stadigt mere.
Omtrent sådan markedsføres MitID.

Økonomisk kaos

De store IT-projekter skal selvfølgelig følge EU’s udbudsregler, og den der lyver vinder kontrakten. Det siger de fleste i IT-branchen. Og der er da heller ikke nogen risiko ved at underdrive tilbudsprisen, de ”obligatoriske” budgetoverskridelser, bliver altid betalt, for man kan jo ikke stoppe midt i et projekt, og skatteyderne kan ikke nægte at betale.
En af mangelvarerne i det offentlige er ledere, der vil tage ansvaret, siger en IT-ekspert. I stedet udarbejder man tusindvis af krav til de nye systemer, en slags forsikring der skal sikre mod fejl, men ofte er umulige at realisere.
Da Skat afskedigede 317 medarbejdere, med den begrundelse, at deres opgaver nu kunne løses lettere med IT systemer, meddelte man kort tid efter, at inddrivelsesmedarbejderne (dem der var tilbage) kunne forvente overarbejde i den kommende tid, fordi mange sager ellers ville blive forældet. Det er opfattelsen blandt mange offentlige medarbejdere, at man høster gevinsterne ved effektiviseringerne længe førend, det er mulig.

Statens IT projektråd

Der er gjort meget, for at få styr på de offentlige it-systemer, helt tilbage i 2001 udkom Bonnerup rapporten, som var meget kritisk overfor digitaliseringen. Alligevel fortsatte Digitaliseringsstyrelse under Finansministeriet – der i dag er vokset til 600 medarbejdere – med at lave skønmalerier om, at det går fint derudaf, siger en ekspert. Den ene og den anden digitalisering rulles ukritisk ud uden at være ordentligt afprøvet, selvom man da indrømmer, at der hist og pist er lidt, der skal ordnes! Der er ikke noget som helst ydmyghed overfor, hvor vanskeligt det er.
Digitaliseringen kan beskrives som et mangehovedet uhyre eller, et træ med mange forskellige frugter – og flere forskellige rødder, eller som et kæmpe puslespil, hvor man end ikke kan rette sig efter det sædvanlige billede på æsken med brikkerne. Desuden skal puslespillet lægges af mange tusinde embedsmænd, placeret spredt ud over landet i statslige, kommunale og regionale forvaltninger.
Der var da også embedsmænd og politikere, som godt kunne se, at den i sandhed komplicerede og omfattende proces, trængte til en form for koordinering. Derfor oprettede man Statens IT projektråd, der fik til opgave at vejlede og evaluere de mange IT-projekter. Rådet er en slags smagsdommere, der kan pege på de ting i de mange IT-projekter, de gerne så lavet om, men de kan ikke diktere, hvad der bør ændres, for det ville bl.a. være et indgreb i det kommunale selvstyre.

Det aldrig færdiggjorte puslespil efterlader mange brugere/borgere som en digital underklasse. I det hele taget er det snare undtagelsen end reglen, at man undersøger projekternes cost/benefit, eller tester systemerne på brugerne. Her kunne man lære af de private Netbutikker, som undersøger deres systemers funktionalitet og kundernes brugertilfredshed i tide og utide.

Er der en mulighed for at få de 25% med, som er efterladt på perronen mens IT-ekspressens offentlige digitalisering suser forbi! Ja, løsningen er enkel – frit valg mellem digitale og analoge løsninger. Det offentlige må konkurrere med de mange velsmurte private net løsninger, og forsøge at få flest muligt med. Resten må betjenes analogt i Borgerservice, ligesom det er muligt for de kunder, der foretrækker selv at besøge Elgiganten eller de mange andre butikker, der driver digital nethandel.
Robert Storm Petersen (født 19. september 1882 i Valby, død 6. marts 1949Frederiksberg) var dansk maler, forfatter, skuespiller og “opfinder“. Han var bedst kendt som Storm P.
Kilde:
https://digst.dk/strategier/den-faellesoffentlige-digitaliseringsstrategi/

Digitalisering af velfærdssamfundet

Danmark er verdensmester i digitalisering. Det er slået fast i forbindelse med den digitaliseringsmåling, som FN hvert andet år foretager i hele verden. Siden 2014 har Danmark også konsekvent fået førstepladsen på Den Europæiske Unions indeks over de mest digitale nationer.
En af de store milepæle i den digitale udvikling var loven om Offentlig Digital Post fra 2012, som bl.a. betød, at det fra den 1. november 2014 som udgangspunkt blev obligatorisk for alle borgere på 15 år og derover at modtage post fra det offentlige i digitale postkasser. En omstilling som ifølge beregningerne ville give besparelser på op til 1 mia. kr. årligt. Det regnestykke er aldrig beskrevet nærmere eller dokumenteret.

Statens syn på borgerne i det digitale samfund

Danmark var også det første land, som gjorde digital selvbetjening obligatorisk for borgere og virksomheder. Hensigten var ”i langt videre omfang end hidtil at anvende digitalisering til at forny den offentlige sektor, og gøre den mere effektiv samtidig med, at borgeren oplevede en serviceforbedring”.
Vores digitale milepæle, udsprang af nationale digitaliseringsstrategier, som løbende er blevet lanceret af skiftende regeringer.

De første digitaliseringsstrategier fra Forskningsministeriet
Det var først i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, at edb-løsninger og elektroniske systemer begyndte at erstatte hulkort. I 1994 blev den digitale udvikling første gang taget op som et selvstændigt politisk emne, og Forskningsministeriet blev sat i spidsen, og skulle levere den første samlede strategi for digitalisering af det danske samfund.

Digitaliseringens tidslinje

 

Kilde: https://justitia-int.org/digitalt-udsatte/

Det udmøntede sig i den teknologibegejstrede rapport: Info- samfundet år 2000, som dog også indeholdt bekymringer om polarisering af befolkningen, så der opstod et A- og B-hold, hvor sidstnævnte blev hægtet af den teknologiske udvikling.

I Forskningsministeriets efterfølgende IT-politiske redegørelse fra 1997, var man også opmærksom på paradokset ved, at teknologien på den ene side havde potentiale til at udligne forskelle, og på den anden side kunne skabe nye kløfter mellem dem, der kan og ikke kan. F.eks. kunne IT give handicappede personer bedre adgang til arbejds- og fritidsliv, men det kunne samtidig opstille nye barrierer, der gjorde livet mere besværligt for den enkelte. Løsningerne på dette paradoks blev anset for at være lige adgang til digitale teknologier via kompetenceløft, og at teknologien ikke skulle presses ned over hovedet på nogen.

I 2000’erne begyndte perspektivet at ændre sig. Det kom bl.a. til udtryk i Forskningsministeriets netværksredegørelse fra 2000, hvor der ikke længere var så stort fokus på teknologiens paradokser, men derimod på teknologiens mange muligheder.

Overhørte advarsler

Allerede i 1979 – for mere end 40 år siden – blev en embedsmand i Finansministeriet, cand.polit. Jussi Merklin ansvarlig for statens EDB-sikkerhed reelt offer for Berufsverbot, efter at have kritiseret den danske stats tiltagende brug af IT til overvågning og registrering af borgerne. Han påpegede omfattende sikkerhedsmangler i Kommunedatas behandling af persondata.

Hans chefer reagerede ud fra en uskreven regel, som siden er blevet så meget desto mere kendetegnende for myndighederne i lignende sager: Det er slemt, hvis en embedsmand deltager i den offentlige debat; det er en skærpende omstændighed, hvis han udtaler sig om et aktuelt emne; det er en ekstra skærpende omstændighed, hvis han udtaler sig om et emne, som han har forstand på.

Det varede da heller ikke længe, før sikkerhedseksperten måtte se sig forflyttet til et andet område – han blev ansvarlig for statens kantinedrift. Senere degraderedes han så yderligere til posten som overopsynshavende med rengøringsstandarden på de ministerielle toiletter.

Det var selvfølgelig ikke vanskeligt at gætte, hvor det bar hen, og snart var Merklin ganske enkelt ikke ansat længere.

Men Merklin holdt ikke mund, han fortsatte bl.a. med at kritiserer samkøringen af statens registre, der i dag i høj grad er forudsætningen for digitaliseringen. Den ”Registerstat” Merklin advarede imod er for længst en realitet, selvom mange kommuner i begyndelsen nægtede at ”aflevere” data om deres borgere. De blev mødt med tvang, og trusler om, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne ville blive idømt dagbøder så længe de nægtede.

Kilde:  Jørgen Bitsch http://www.faklen.dk/faklen/03/dissident.php
Jussi Merklin: Registerstaten Danmark. Forlaget Haarby 1979

En af de meget tidlige advarsler i nyere tid – og dem var der mange af – kom fra psykolog Anders Colding-Jørgensen, der har beskæftiget sig med psykologi og digitalisering i mere end 20 år. Han stillede især skarpt på digitaliseringens dilemmaer og de problemer som kunstig intelligens og automatisering skaber. Han ser ikke sig selv som en mavesure maskinstormer, der mener, at en analog løsning altid er bedre end en digital. Det ville jo være en totalitær og enøjet tvangsanalogisering, siger Anders Colding-Jørgensen, der var med til at oprette tænketanken ”Analogistyrelsen”.

”Vi er ikke ret sikre på – endsige enige om – ret meget i Analogiseringsstyrelsen. Men tvivl er et mål i sig selv, for netop tvivlen gør det muligt at spørge – mere fordomsfrit – om den bedste løsning for mennesker i en konkret situation er digital, analog eller måske lidt af begge dele. Målet må være at finder gode løsninger på samfundets problemer. Også når det indebærer en erkendelse af, at den analoge løsning ikke altid er en fremtidsangst og mavesur tilbagevenden, men også kan være den eneste rigtige vej fremad i konkrete situationer f.eks. i borgerkontakt, behandling, undervisning, samarbejde eller forvaltning”, kan man læse på Analogistyrelsens hjemmeside.
https://digst.dk/

Efter næsten 20 års ukritisk og ideologisk digitalisering er vi som samfund endelig ved at vågne op. Vi lever i digitalismens sidste dage, og kan nu forhåbentlig se frem til, at computeren ophører med at være en ideologisk kultgenstand, siger Anders Colding-Jørgensen, der nu har trukket sig tilbage fra debatten og ikke længere er aktiv i Analogistyrelsen.
  • Anders Colding-Jørgensens analyse af digitaliseringen fra tidsskriftet
    MandagMorgen 17. august 2018 er dog stadig værd at citere.

Digitalismen er død – længe leve computeren

Det var nytårsaften 2001, jeg første gang hørte digitalismens slagord formuleret på politisk topplan. I sin nytårstale til nationen tonede Danmarks socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, frem på mit tykskærms-tv og proklamerede, at ”alle danskere skal have adgang til internet og mulighed for en e-mailadresse”, og at ”den offentlige sektor skal være med helt fremme med anvendelsen af computere og informationsteknik”.

Digitaliseringen af hele samfundet blev dermed skudt i gang og var nu et projekt for regeringen. Det blev ganske vist ikke kaldt digitalisering dengang, men meningen var den samme. Nu skulle vi ikke bare bruge computere som professionelt værktøj, som vi havde gjort siden 1950’erne. Nej, nu skulle hele Danmark være computeriseret og på nettet!

Budskabet var lige så ambitiøst, som det var upræcist: Danmark skulle være verdens førende it-nation, computere skulle være allemandseje, og vi skulle bruge browsere, e-mail og tekstbehandling så ofte og i så mange sammenhænge som muligt. Rationalet syntes at være, at hvis blot danskerne købte tilstrækkeligt med sydkoreansk hardware og lærte at konsumere en masse amerikanske tjenester og softwareprodukter, ville der opstå en gigantisk samfundsværdi senere hen. Hvis bare vi alle blev digitale storforbrugere, ville potentialet så at sige realisere sig selv.

Det var derfor også her, at digitalismens regime blev indvarslet. Digitalisme er ikke det samme som digitalisering; digitalisme er digitalisering som ideologi. På samme måde som marxisme, ateisme eller kapitalisme. Digitalismen er den tilstand, hvor visioner, håb og holdninger træder i stedet for nøjagtighed, evidens og kritisk analyse. Det er den tilstand, hvor vi alle fortæller hinanden, at svaret er digitalisering – nu mangler vi bare at finde ud af, hvad spørgsmålet er. Og det er bl.a. den logik, som har styret det offentliges omgang med computere i snart 20 år.

Og ideologi var netop kernen i Nyrups projekt – i hvert fald set derfra, hvor jeg betragtede det. Der blev godt nok talt en del om specifikke funktionaliteter som f.eks. e-handel, men endemålet var ikke specifikt og målbart. Sigtepunktet var i stedet potentialet: Hvis vi bare gør en hel masse med computere, vil vi helt givet få en masse værdi i form af velstand, besparelser og konkurrencekraft hen ad vejen. Og som Nyrup erklærede i samme nytårstale, skulle denne revolution begynde i folkeskolen.

Digitalismens ypperstepræster
I digitalismens tidsalder, som fulgte i årtierne efter, blev det derfor acceptabelt at stille sig op og sige: ”Der er et kæmpe potentiale i at digitalisere folkeskolen”. Det ville typisk afføde, at de omkringstående nikkede og sagde, ”ja for pokker – lad os indkøbe en masse it”. Her burde en sober og analytisk reaktion nok snarere have været: ”Hvad er det præcis for et potentiale, du håber at realisere, og hvad mener du overhovedet med digitalisering?”. Men hvis man stillede den slags kedelige spørgsmål under digitalismens regime, var man maskinstormer og visionsløs. Her var digitalisering jo netop ikke et spørgsmål om at indføre helt konkrete tiltag, funktioner og værktøjer, som man talte om så evidensbaseret som muligt, hver for sig og i deres rette kontekst. Nej, digitalisering var her en stor og positiv bevægelse hen imod noget bedre, smartere og hurtigere. Og digitalismens ypperstepræster var dem med de mest løfterige visioner – sjældent dem med den største indsigt.

Et klart tegn på, at digitalismens tidsalder nu er ved at rinde ud, er, at bevisbyrden er begyndt at forskyde sig. I digitalismens tidsalder kunne man bruge millioner af kroner på at indføre iPads og smartboards på alle skoler i en kommune med det eneste argument, at det jo var digitalt og derfor rummede et åbenlyst potentiale for læring og samarbejde. Der blev ikke krævet beviser, eller blot pædagogiske indikationer, på, at disse helt nye og uprøvede teknologier ville skabe bedre undervisning og gladere lærere og elever end de midler, man brugte i forvejen. I stedet blev der oplistet en masse interessante og potentielt nyttige ting, som lærerne kunne med et smartboard, hvis bare de lige ville aflægge sig deres forældede tankegang og lægge deres undervisning om.

Efterfølgende var det op til eventuelle kritikere at løfte bevisbyrden de steder, hvor digitaliseringen ikke skabte en værdi, der oversteg de frustrationer, forstyrrelser og omkostninger, som den krævede at indføre. I digitalismens regime var det nemlig aldrig den, der indførte en teknologi, der stod med bevisbyrden. For hvad skal man med bevis, når man har ideologien på sin side?

Bevisbyrden ændres
Men i disse år er opgaven om at løfte bevisbyrden ved af flytte sig fra dem, der er kritiske, til dem, der vil digitalisere, ikke mindst takket være folk som digitaliseringsforsker Jesper Balslev, som i sin bog ’Kritik af den digitale fornuft – i uddannelse’ stiller et spørgsmål, der er lige så afdæmpet, som det er et ønske om gennemgribende ændringer. Det lyder omtrent sådan: ”Jeg kan ikke se positive effekter af de milliarder, vi har brugt på at digitalisere folkeskolen – vil nogen venligst vise mig dem?”.

Rundt omkring kan man nu høre bobler af selvsikker og empirisk ubegrundet digitaliseringsbegejstring punktere. Stadig flere stemmer i offentligheden stiller det samme spørgsmål: ”Hør, er der egentlig nogen, der ved, om de digitale nyskabelser, vi er ved at købe for skatteborgernes penge, overhovedet er bedre end det, vi allerede gør i dag?”. Der opfindes nye begreber som f.eks. ’digitalt leverandøransvar’, og journalister er begyndt at fremdrage offentligt tilgængelige rapporter fra f.eks. OECD, som viser, at de lande, der investerer heftigt i læringsplatforme og digitalisering af skolen, ikke får nogen som helst fordel af det – snarere tværtimod.

Vi er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved mantraet om, at den eneste måde at blive kompetent til at begå sig i et moderne samfund er at blive udsat for massiv påvirkning af digitale værktøjer og tjenester i folkeskolen. Det tager faktisk ikke ret lang tid at lære at bruge en computer; det er alt det andet, der tager tid.

Det er derfor også ved at være klart for stadig flere, at skoleelever ikke automatisk bliver store iværksættere eller for den sags skyld særlig ’digitalt kompetente’ af at få deres danskbøger serveret på en iPad i 3. klasse. Det er der i hvert fald ingen evidens for. Til gengæld bliver de flittige brugere af Snapchat, Instagram og Youtube i samtlige døgnets 24 timer.

Og ikke mindst er vi ved at se tegn på, hvor det kan ende, hvis vi jublende og ukritisk fortsætter med at digitalisere hverdagen for os selv og vores børn: Faldende kvalitet i undervisningen, voksende stress blandt børn og voksne, en forvitret politisk debat og ikke mindst at computere overtager stadig større dele af vores valg og tænkning og efterlader os som tilskuere til stadig flere beslutningsprocesser.
Vi er med andre ord ved at vågne op.

Slasket brug af digitaliseringsbegreb
Det næste og helt naturlige skridt er, at vi afskaffer begrebet ’digitalisering’ med omgående virkning – eller i det mindste altid skriver det i anførselstegn. Begrebet er ganske enkelt alt for slasket og uspecifikt til at være centralt i den seriøse samtale om computere, hverdag og samfund, som vi fortsat er nødt til at have. At erklære, at man går ind for digitalisering (eller det modsatte for den sags skyld), svarer til at sige, at man f.eks. går ind for elektrificering.

Prøv selv at sige sætningen ”der er et stort potentiale i at elektrificere folkeskolen”. En 8-årig ville nok ret hurtigt spørge: ”Øh – hvad taler du egentlig om? Er det en brødrister til hver elev, eller elektrisk lys i klasselokalerne? Det sidste er da en god ide”.

Vi kan stadig gøre en masse nyttige ting med computere, men kun hvis vi holder op med at tale i tågede og ideologiske digitaliseringstermer og i stedet taler om computere på samme måde, som vi taler om andre konkrete værktøjer. Næste gang nogen foreslår, at vi skal skabe en kæmpe forstyrrelse af skolelærernes arbejde ved at indføre virtual reality-baserede gymnastikredskaber, eller hvad ved jeg, så prøv med følgende svar: ”Det lyder da interessant, men kan du ikke lige forklare, hvilken pædagogisk værdi du forventer at få ud af det; hvordan vi undersøger, om vi så også opnår det, vi vil; og lige vise mig lidt evidens for, at det er bedre, end det, vi gør i dag?” Så kan du nemlig være med til at trække os ud af det ideologiske mørke og ind i en fremtid, hvor computere er værktøjer på linje med alle mulige andre – en fremtid, hvor digitale og analoge løsninger eksisterer ved siden af hinanden og bruges til det, der gør vores liv bedst.
Kilde: https://www.mm.dk/artikel/digitalismen-er-doed-laenge-leve-computeren

De 10 analoge rettigheder

Debatten om den digitale underklasse ville helt forstumme, hvis man fulgte de  konkret forslag fra den uafhængige tænketank ”Analogistyrelsen”.

1.  Myndighederne kan aldrig pålægge borgere i Danmark at være forbundet til internettet eller være i besiddelse af mobiltelefoner.

2.  Myndighederne kan ikke kræve af en borger, at man er i besiddelse af computere, smartphones eller andre lignende apparater, for at kunne få den betjening, man har krav på.

3.  Al borgerbetjening skal tilgodese både digitale og analoge danskere.

4
.  Borgere skal kunne møde fysisk op og møde en ansvarlig, menneskelig repræsentant for de systemer, der har truffet en beslutning på deres vegne. Repræsentanten skal kunne forklare beslutningen på en let forståelig, og juridisk holdbar måde. I tvivlstilfælde bør menneskelige, juridiske skøn have forrang for algoritmiske beslutninger.

5.  Borgerne skal frit kunne vælge mellem om de ønsker en digital eller en analog behandling af myndighederne.

6.  Digital selvbetjening skal være et tilbud. Ikke et krav.

7.  Relevante sagsakter skal kunne udleveres og fremsendes på betryggende vis i papirform.

8.  Borgeren skal have mulighed for at svare myndighederne i brevform eller ved fysisk fremmøde.

9.  Stat, kommune og andre relevante myndigheder anerkender og arbejder ud fra princippet om, at de er til for borgerne, uanset borgernes tilgang til myndighedernes tilbud og krav.

10.  Borgere i Danmark har umistelig ret til at frasige sig digital behandling af myndighederne og dermed kunne leve deres liv som de ønsker, også udenfor internettet, uden nærmere begrundelse, og myndighederne forpligter sig til at understøtte deres livsvalg.

Hvorfor digitalisering – teknologi skal frigive arbejdskraft

2022 er regeringens strategi for digitalisering stadig præget af en rus af teknologioptimisme og utålmodige spareønsker.
Med en ekstrabevilling på to milliarder kroner vil man skrue op for digitaliseringen. Det vil i løbet af 10 år frigive 10.000 offentlige årsværk – en betydelig besparelse – er den optimistiske vurdering.

Der er dog også fortsat stor fokus på at sikre en mere effektiv offentlig opgaveløsning ”Nye kendte teknologiske løsninger, som automatisering, kunstig intelligens og robotteknologi, implementeres i stadig større grad i den offentlige sektor, men der er et stort potentiale for at få endnu mere ud af disse teknologiske løsninger. Teknologioptimismen der stadig intakt! Der er en tyrkertro på et stort (stadig uforløst) potentiale. Staten, kommunerne og regionerne er derfor enige om at igangsætte en 10-årsplan for ny teknologi og automatisering af den offentlige sektor, der skal bidrage til at afhjælpe mangel på arbejdskraft til blandt andet den borgernære velfærd.”

Betydeligt potentiale – et begreb, der næsten altid går rent ind

Potentiale, en skjult kraft, en mulighed, som endnu ikke er realiseret, men som ud fra det foreliggende synes at være til stede. Tomme ord, for det foreliggende er ikke andet end formodninger, vi mangler stadig at se en cost-benefit-analyse af digitaliseringen, og det er mere end tankevækkende, for ifølge finansministeriet skal der altid, gennemføres samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger, som kan bruges til at tilvejebringe en systematisk kvantificering af samtlige fordele og ulemper, der er ved tiltag som fx et investeringsprojekt eller en ændring af offentlig regulering. De samfundsøkonomiske analyser bør således udgøre et centralt element i beslutnings- grundlaget, eftersom analyserne kan bidrage til at belyse, om et tiltag medfører samfunds- økonomisk gevinster. Derudover kan samfundsøkonomiske analyser fungere som et værktøj til at prioritere mellem forskellige udgiftsforslag, samt pege på den bedst mulige løsning på et givent problem.

Med den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2022 – 2025 er det regeringens, KL’s og Danske Regioners vision, at digitalisering skal være en central del af svaret på de store samfundsudfordringer, som Danmark står over for. Men i præsentationen af den nye strategi findes der stadig ingen konsekvensberegninger eller cost/benifit analyser, kun luftige håb og formodninger.
NY TEKNOLOGI SKAL SIKRE EN MERE EFFEKTIV OPGAVELØSNING
NYE TEKNOLOGISKE LØSNINGER SKAL AFBØDE  MANGLEN PÅ ARBEJDSKRAFT

 

CASE 1

Kunstig intelligens bidrager til screening af brystkræft

I Region Hovedstaden har man gjort brug af kunstig intelligens til at analysere scannings- billeder fra screening for brystkræft. De foreløbige resultater tyder på, at teknologien kan aflaste speciallæger for 30 procent af deres arbejde med at analysere billederne. Derudover kan man give patienter hurtigere svar på deres scanning. Det øger patienternes mulighed for at få en rettidig behandling, som kan have stor betydning for sygdommens forløb.

Løsningen gavner dermed både det involverede sundhedspersonale og de mange patienter, der årligt screenes for brystkræft som led i det nationale brystkræftscreeningsprogram.

Det er helt utroværdig, at Region Hovedstaden peger på kunstig intelligens, som et bidrag til kræftbehandling. Computerscreening af røntgenbilleder for at diagnosticere brystkræft er ikke udtryk for kunstig intelligens, computeren er blot fodret med et stort antal røntgenbilleder af brystkræft, som så sammenlignes med patientens røntgenbillede. Teknikken er den samme, som politiet bruger til ansigtsgenkendelse. Men ved at bruge begrebet på denne måde skaber man udokumenterede forventninger om mere ny teknologi.

CASE 2

Talegenkendelse bidrager til hurtigere service i kommuner

Størstedelen af borgerne (hvor mange %?) er digitale og kommunikerer digitalt med det offentlige, men nogle har vanskeligt ved at begå sig digitalt.
I Roskilde og Aarhus Kommune arbejder man med at afprøve digital taleteknologi for at hjælpe borgere, der har nedsatte (hvad betyder nedsatte) muligheder for at benytte digitale værktøjer. I Roskilde Kommune kan borgerne for eksempel med en telefonopringning tale med en såkaldt Voicebot, som automatisk kan bestille tid til pasfornyelse eller give vejledning om bestilling af MitID. Det aflaster medarbejderne i kommunens callcenter og giver borgerne mulighed for stemmestyret selvbetjening uden for kommunens normale åbningstid.
I Aarhus Kommune hjælper et talegenkendelsesværktøj de kommunale medarbejdere med at finde den rigtige vejledning frem under telefonsamtaler med borgere. Løsningen hjælper med at nedbringe den gennemsnitlige behandlingstid. Det giver kortere ventetid og øget nærvær i samtalen med borgerne.

 

At nævne talegenkendelse som et bidrag til hurtigere service i kommunerne er uanstændigt, skal farmor nu tale med en robot, fordi kommunen har skåret ned på antallet af rigtige medarbejdere! Alle der har prøvet at ”tale” med sådan en robot ved hvor håbløst det er – og i forhold til ældre medborgere er det simpelthen en nedværdigende løsning.

 

PEJLEMÆRKER FOR OFFENTLIG DIGITALISERING

Regeringens, KL’s og Danske Regioners vision, er her præsenteret i 5 hovedpunkter, som formodentlig de allerfleste kan tilslutte sig. Problemet er bare der nærmest totalt mangler dokumentation på, at målene er realistiske og overhovedet kan gennemføres

1.       DIGITALISERING ER ET MIDDEL, IKKE ET MÅL I SIG SELV

Data og ny teknologi skal bruges aktivt til at løse samfundets store udfordringer, herunder afhjælpe manglen på arbejdskraft, understøtte den grønne omstilling, forbedre den offentlige service og skabe grobund for innovation.

2.       ALLE SKAL MED

Alle skal kunne være en del af det digitale samfund, og der skal være hjælp og alternativer til de borgere, der er udfordrede af digitaliseringen.

3.       SAMMENHÆNG, GENNEMSIGTIGHED OG TILLID I CENTRUM

Borgere og virksomheder skal opleve en sammenhængende og tillidsvækkende offentlig sektor, hvor man har adgang til og overblik over sine data.

4.       EN ANSVARLIG DIGITAL UDVIKLING

Der skal skabes klare juridiske og etiske rammer for ansvarlig anvendelse af data og ny teknologi, så udviklingen af digitale løsninger er innovativ og samtidig sker på en måde, der værner om borgernes tillid og retssikkerhed.

5.       FÆLLES OM DE DIGITALE FUNDAMENTER

Fremtidens digitale løsninger skal så vidt muligt udvikles med udgangspunkt i genbrug af data, fælles arkitektur og standarder, så digitale løsninger kan tale sammen på tværs og sikre borgere og virksomheder en sammenhængende service.

 
Mere digitalisering – mere afmagt
Flere borgere uden magt! Hjælpeløshed. Social afmagt – retsløshed – Flere sat uden for samfundet, uden selvværd og vante rettigheder.
Afmagt kan bevidst eller ubevidst bruges som en metode til at knægte folk og skabe en digital underklasse.

Frivillig digitalisering – ingen afmagt! Valget burde være let.
 Hvornår er vi blevet enige om, at alle danskere skal have og kunne betjene en smartphone for at få fuld adgang til deres velfærdsrettigheder og for at føle sig ligeværdige som borgere i Danmark.

I et 72 sider langt kompendium giver regeringen sit bud på, hvordan Danmark kan accelerere den igangværende digitalisering til gavn for både den enkelte borger og samfundet.

Flotte ord om: Styrket cybersikkerhed. Øget automatisering af arbejdsgangene i den offentlige sektor. Mere digital viden i folkeskolen.

”Vi har et rigtigt godt udgangspunkt. Men vi skal videre, og vi skal tænke nyt,” sagde Finansminister Nicolai Wammen, da han præsenterede regeringens planer.

Danmark mangler arbejdskraft, men ved at bruge teknologi til at varetage arbejdsprocesser, der i dag håndteres af levende mennesker, forventer regeringen, at man kan frigive 10.000 årsværk i den offentlige sektor i løbet af ti år. (som sædvanligt en udokumenteret forventning)

Strategien er pakket ind i en lang række plusord: øget kvaliteten i den offentlige service, mere grøn omstilling, øget digitale sikkerhed, og så skal landets folkeskoleelever lære at forholde sig konstruktivt (hvorfor ikke kritisk) til digitale teknologier.

Der står ikke noget konkret om, hvordan det skal foregå, og hvorfor man vil øge digitaliseringen.

Regeringens Strategi for digitalisering

  • Cyber- og informationssikkerheden skal styrkes. Det skal være enkelt at være i kontakt med det offentlige digitalt, og borgerne skal have mere hjælp, hvis de har svært ved de digitale systemer.
  • Øget brug af teknologi skal frigive hænder på arbejdsmarkedet.
  • Små og mellemstore virksomheder skal i højere grad digitaliseres.
  • Sundhedsvæsnet skal skrue op for digitaliseringen, og der skal være bedre adgang til og brug af digitale sundhedsdata.
  • Den grønne omstilling skal accelereres via innovation og grøn teknologi.
  • De fælles it-systemer skal vedligeholdes, og der skal være klare juridiske rammer for digitaliseringen.
  • Danmark skal fastholde sin position som digitalt foregangsland og udnytte den til at eksportere danske it-løsninger.
  • Børn og unge skal opbygge digitale kompetencer i folkeskolen og lære at forholde sig kritisk til digitale teknologier.

Kilde: »Danmarks digitaliseringsstrategi« fra Finansministeriet.
Frederiksborg Amts avis 6.maj 2022

 
Fordør og bagdør
Sigge Winther Nielsen[1] har i bogen Entreprenørstaten analyseret Fordøren til demokratiske beslutninger, hvor udspil præsenteres og meninger brydes, og demokratiets Bagdør, hvor politikere, presse og embedsmænd underholder hinanden med politiske udspil, som de alle ved aldrig bliver vedtaget. Og hvis de måtte blive stemt igennem i folketingssalen, ikke kommer til at virke i virkelighedens verden.At øge digitaliseringen drøftes intensivt ved fordøren, selvom mange advarer om, at løsningen ikke er at folketinget ved bagdøren smider flere milliarder i IT-udstyr, når en stor del af befolkningen slet ikke efterspørger digitale løsninger og i øvrigt har svært ved at bruge dem.

[1] Sigge Winther Nielsen (f. 1982) er cand.scient.pol. og ph.d. i statskundskab fra Københavns Universitet. Han har tidligere været politisk analytiker på Dagbladet Politiken og tv-vært på DR2 Deadline samt embedsmand i Finansministeriet. Han er i nu vicedirektør I Djøf.

Ikke mavesur maskinstorm

Er man vel-betjent, når man henvises til selv-betjent! Somme tider ja, men langt fra altid. Borgernes kontakt med velfærdssamfundet handler om: Folkepension, kontanthjælp, boligstøtte, barsel, børnepasning, S.U., sundhedskort, dagpenge, kørekort, pas, feriepenge, boligstøtte, arbejdsformidling, varmehjælp, byggetilladelser og opdatering af ID-oplysninger. Der er flere end de her nævnte kontakter, som alle sammen behandles både digitalt og analogt. Men er der nogle grundlæggende betingelser for digitalisering, som både åbner muligheder og sætter begrænsninger. JA, lad os begynde med:

Internettets historie og de binære mirakler

Udviklingen rejser en række væsentlige problemstillinger i forhold til bl.a. borgernes retssikkerhed og muligheder for at udøve deres rettigheder, når de mødes af digitale processer og automatisering. Det gælder ikke mindst for de digitalt udsatte borgere, som ifølge en nylig rapport fra Digitaliseringsstyrelsen og KL udgør 17-22 procent af den voksne befolkning, men som ifølge denne rapport reelt kan udgøre helt op til en fjerdedel af den voksne befolkning.

Muligheder

Det begyndte i USA 1969

Charlie Klein, en studerende ved University of California, starter noget, der ændrer verden for altid. Starten på udviklingen af internettet og internettets historie. For i det amerikanske forsknings- og forsvarsagentur har forskerne længe haft et stort problem: Hvordan skal de dele information, viden og forskningsdata med hinanden?
Det lyder måske oplagt bare at sende en e-mail eller en ZIP-fil afsted, men i 1969 var datidens computere tonstunge maskiner, der var umulige at flytte, fordi de vejer tusindvis af kilo og fyldte flere lokaler. Og der fandtes endnu ikke et system til at sende information og data mellem computerne. Men den 29. oktober 1969 sker der noget skelsættende. Noget, der af mange betragtes som første skridt i udviklingen af internettet. I forskningsprojektet APRANET (Advanced Research Projects Agency Network) lykkes det for første gang forskerne at lave en stabil forbindelse mellem to computere. Og det er derfor, at Charlie Klein for første gang i verdenshistorien kan trykke på en knap og sende en e-mail afsted med teksten ”LOGIN”.

Udviklingen af det moderne internet

I dag tager vi det som en selvfølge, at nærmest alt elektronisk udstyr kan være online. Men i de første mange år af internettets historie er der faktisk kun ganske få computere, der er forbundet og ”online” med hinanden. For det er først i løbet af 1970’erne, at flere og nye netværk bliver oprettet.

Men på det her tidspunkt i internettets historie og udviklingen er netværkene stadig ”lukkede”. Det betyder, at de godt nok er åbne mellem de computere, der er tilkoblet hvert enkelt netværk, men de mange netværk er ikke forbundet med hinanden på kryds og tværs. Så du kan ikke søge i alle netværk på én gang, og computerne kan heller ikke kommunikere med hinanden på tværs af netværksgrænserne – endnu.
Men den 1. januar 1983 skaber Vinton Cerf et nyt protokol-system, der ændrer internettet for altid. Han er en af pionererne i internettets historie, og med hans TVP/IP-protokol – der definerer, hvordan computeren kommunikerer med andre computere – kan de forskellige computere og netværk med ét kommunikere med hinanden.

Internettet udvikles fra forskning til allemandseje

I midten og slutningen af 1980’erne er internettet langt fra hverdagskost for almindelige mennesker. Både internettet og faktisk også computere er mest af alt noget, som forskere over hele verden bruger til at behandle data, udregne og beregne ting samt til at sende data og information til hinanden. Men der er endnu ikke en egentlig brugerplatform, som vi kender det i dag med fx Google og hjemmesider, og det er næsten umuligt at søge efter ting, fordi indholdet ikke er indekseret eller sorteret.
Niels Brügger, der er professor i internetforskning på Aarhus Universitet, forklarer det sådan her til videnskab.dk:

”Det er svært at forestille sig i dag. Men der fandtes ikke browsere, så man åbnede en kommandolinje på computeren, skrev noget kryptisk, kom i kontakt med en anden computer og hentede noget data, man i forvejen vidste, var der, og det var så det.”

World Wide Web

I 1991 opfinder den engelske CERN-forsker Tim Berners-Lee et indekseringssystem, som han kalder World Wide Web, en kode, som bliver et fundament i opbygningen af hjemmesider. For med World Wide Web-koden kan hjemmesiderne laves og indekseres på en måde, så de kan søges frem med stor nøjagtighed. Det betyder, at de første egentligt hjemmesider nu dukker op, og at de er sorteret på en måde, så de kan søges frem. For Tim Berners-Lee skaber samtidig en grafisk brugerflade, som via skærmbilleder, mus og helt simple søgeværktøjer gør det muligt at søge og finde informationer.
Kun ganske kort tid efter det gennembrud laver den danske CERN-forsker, Mogens Sandfær, den første danske hjemmeside, som går live i sensommeren 1992. Og således gik det til, at DTU fik den første kloning af Tim Berners-Lees www-miljø, Mogens og hans team fik skabt Danmarks første hjemmeside, og DTU som det første universitet i verden fik et søgbart bibliotek på webben.

Forestil dig internettet uden Google

Vi skal faktisk helt op i 1990’erne, før en egentlig søgemaskine ser dagens lys. I starten er der mange: Alta Vista, Yahoo, Jubii, Hotbot og Google ser dagens lys. Det betyder, at almindelige mennesker nu nemt kan finde den information, som de leder efter – og endda med meget stor præcision. Det sætter gang i internettet.

Det grimme internet – glem alt om billeder, video og lækker grafik

Helt frem til 2000’erne er det normale et 54K modem. Og selvom det dengang var svimlende hurtigt, så er det meget langt fra nutidens 1000 Mbit forbindelser. Det betyder, at de fleste hjemmesider omkring årtusindeskiftet primært er tekst, tekst og mere tekst placeret ovenpå en ensfarvet baggrund med en meget simpel grafik. For det er ganske enkelt ikke muligt at indlæse de tunge billeder med datidens modem – og lyd eller video er praktisk talt en umulighed.

Det sociale internet og WEB 2.0

Begrebet WEB 2.0 ser dagens lys omkring 2005. Her begynder internettet og internettets historie at udvikle sig fra at være envejskommunikation, hvor ejerne af de enkelte hjemmesider taler til brugerne, men uden at brugerne kan interagere eller svare tilbage.
I stedet opstår der nu flere og flere netværk, der er sociale, og hvor brugerne selv uploader indhold og deler ting, skriver med hinanden, svarer og diskuterer. Og ganske langsomt begynder de moderne sociale medier som Facebook, LinkedIn og MySpace at se dagens lys, og internettet som vi kender det i dag bliver en realitet.

Inspiration og kilde: Internettets historie fortalt af:
 
https://norlys.dk/

 

Begrænsninger

Digital teknologiudviklingen

Mindre og mindre it-teknologi. Større og større ydelser.

Alle navne og telefonnumre i den gamle tykke telefonbog, som nogle måske stadig kan huske – kan nemt rummes i den lille chip på tommelfingeren.
Chippen kan gøre mobiltelefonen til et kommunikationscenter med utrolig mange muligheder. Men processen er digital, og det begrænser den kommunikation, der i sidste ende kan formidles fx via de sociale medier, eller i form af undervisningsmateriale eller anden form for oplysning. Den digitale teknologi kan kun arbejde med et endeligt antal løsninger, uanset hvor kraftig chippen bliver.

Binære mirakler

Det binære talsystem er ikke opfundet til brug for computerteknologien, men er udviklet i Indien allerede før år 0. Men computerens brug af det binære talsystem, er en afgørende forudsætning for den digitale teknologi. Det binære talsystem skaber både muligheder og begrænsninger i computeren.
I analog face to face kommunikation, kan man benytte uendelig mange nuancer. Man kan også optræde både empatisk og intelligent. Det kan en bruger på de sociale medier også, men kun delvis, for det binære grundlag kræver, at rammerne er programmeret på forhånd. Fx hvor meget plads du har til rådighed!  Om du må kommunikere med billeder! Du kan kun bruge et meget beskedens antal ord på Twitter. Der må ikke være nøgne personer på dine sommerbilleder fra Mallorca, hvis du lægger en video op på YouTube. Hvis en lærer vil anvende et spørgeskema i sin undervisning, så kan der ikke optræde ret nuancerede svarmuligheder.

Udviklingen inden for chipteknologien har gennem mere end 40 år fulgt Moores lov, som siger: at antallet af transistorer i en chip fordobles ca. hver 18. måned. Det skyldes, at fremstillingsteknologien konstant forbedres, så de interne afstande i chippen er blevet mindre.

Når transistorerne i en chip og deres indbyrdes afstande formindskes, kan en hukommelseschip gemme flere og flere bits[1] på samme areal.
Der er mange optimister, som forestiller sig at fremtidens chips kan blive så store, at man kan skabe såkaldt kunstig intelligens.
[1] Bit er et binært ciffer (dvs. kan være én af to muligheder), og forkortes ofte “b”, mens forkortelsen “B” bruges for byte. Bit er en forkortelse for de engelske udtryk binary digit eller binary unit, og anvendes i informationsteori og inden for IT, med følgende tre betydninger:  Binært ciffer: Et ciffer i det binære talsystem, hvor f.eks. binærtallet 1101 svarer til decimaltallet 13. En byte består af otte bits, der hver især kan antage værdierne 0 eller 1. Kilde: Wikipedia.

I det viste grafiske eksempel er afstanden mellem chippens[2] hukommelsespunkter 25 nm (nannometer). Den nedre grænse er blevet anslået til 5 nm. Til trods for, at halvlederteknologi måske kan være i stand til at producere transistorer med en afstand helt ned til 2 nm, vil praktiske omstændigheder medføre, at minimaliseringen stopper ved 5 nm. I takt med at man nærmer sig atomstørrelsen (et siliciumatom måler cirka 0,146 nm), stiger produktionsomkostningerne betragteligt.
[2] Chip. En chip indeholder et stort antal elektroniske komponenter på et meget lille areal. Med den nyeste teknologi kan en chip indeholde flere millioner transistorer.

Apple M2 august 2022

M2 er den stærkeste chip, Apple nogensinde har lavet. M-serien er de første chips til personlige computere, der er bygget ved hjælp af banebrydende anden generations 5-nanometer procesteknologi, og den rummer imponerende 20 milliarder transistorer.
Kilde: https://www.apple.com/dk/newsroom/2020/11/apple-unleashes-m1/

Når den nuværende teknologi ikke kan forbedres, forestiller man sig allerede nu chips opbygget med nanoteknologi.

Binære begrænsninger – en (forhåbentlig) letforståelig forklaring

<- Hukommelsespunkt 0 og 1 det er lige fedt
Det eneste hukommelsespunktet (som jeg vælger at kalde en enkelt transistor i chippen) kan, er at være tændt 1 eller slukket 0. Så simpelt er det.
Men med millioner og milliarder 1’taller og 0’er kan man udrette utroligt meget.

Binære tal

 Det binære talsystem, er en afgørende forudsætning for den digitale teknologi.

I grafikken til venstre er vist de binære tal fra nummer 0 til 32, som udelukkende består af 1(tændt) og 0(slukket). Dem kan computeren læse, gemme og genkalde. Men først må man tildele binære tal til en række udvalgte tegn, tal og bogstaver.

Det bestemmes i ASCII alfabetet.

• American Standard Code for Information Interchange
• Angiver tegnets placering i alfabetet ved at tildele tegnet en heltalsværdi
• Det oprindelige ASCII tegnsæt indeholder 128 tegn

 

 

 

 

Det udvidede ASCII tegnsæt indeholder 256 tegn, som også rummer de specielle danske bogstaver ‘æ’, ‘ø’, ‘å’, ‘Æ’, ‘Ø’ og ‘Å’

De udvidede ASCII-tegn imødekommer kravet om flere tegn, men selv med disse ekstra tegn, er der mange sprog, der indeholder symboler, der ikke er med i de 256 tegn. Derfor findes der varianter af ASCII, som rummer regionale tegn og symboler.

ASCII-tegn

Tegnet mellemrum er tildelt decimaltallet 32, og skal derfor i computeren registreres som det binære tal – 100000. Det er det computeren registrerer, når man trykker på mellemrumstasten.

Som allerede nævnt kan de enkelte transistorer i chippen enten være tændt 1 eller slukket 0.
En høj spænding betyder 1 (tændt) og en lav betyder 0 (slukket). Man kan kun registre disse to tilstande – ikke Fx høj, mellem høj, middel, middel lav, lav… o.s.v., og det er netop her en PC adskiller sig fra den menneskelige hjerne, som let kan behandle og registrere de såkaldt kontinuerlige værdier.

Skat.dk.

Der er centraliseret, digitaliseret og fyret tusindvis af medarbejdere i ”skattevæsenet”. Man skal ikke gå så forfærdelig mange år tilbage for at finde et system, hvor der i alle kommuner sad kompetente og ansvarlige mennesker, som behandlede borgernes selvangivelser, og som den enkelte borger kunne kontakte, blive vejledt af, eller få på nakken, hvis man prøvede at snyde i skat, så blev man indkaldt til ”torskegilde”.
Der var tale om en face to face analog dialog mellem rigtige mennesker, hvor man fx kunne drøfte om et fradrag var lovligt.
Sådan er det ikke mere, og det kan få mange til at give op, og måske miste fx et lovligt fradrag.
Som forfatter er det lovligt at fratrække omkostninger til fx IT-udstyr. Men hvis Skats algoritmer opdager, at man fradrager omkostninger, men ikke rigtig har nogen indtægter, så bliver fradraget afvist, og der er ikke mere en medarbejder i kommunen, som man kan henvende sig til. En telefonisk henvendelse til Skat udløser blot en information om, at man kan klikke ind på Skat.dk og besvare et skema, som så alt efter hvad man svarer godkender eller afviser fradraget.

For mange er det en digital udfordring, at de ikke kan få personlig vejledning, og derfor opgiver at udnytte lovlige fradrag.

Pegefingeren er allerede klar i toårsalderen!
Foto – Nanna Bangsholm

Klik på billedet, hvis du vil vide mere
om computerens opbygning.

 

 

 

Hvorfor skal det være digitalt

Det er nærliggende, at en politiker, der brænder for at sænke de offentlige udgifter kan håbe på, at få sine ønsker opfyldt ved at overlade en række opgaver til den IT-teknologi, som bare vokser og vokser.
Det er også nærliggende at forestille sig, at man kan udvikle kunstig intelligens, som med tiden kan erstatte rigtige offentlige medarbejdere. Men det er en blindgyde, uanset hvor mange flere ”transistorer” der kan proppes ind i en computer chip. 20 milliarder, 30, 40, 100, kan en computer aldrig få bevidsthed, det findes kun hos biologiske væsener. Det er også kun mennesker der har sanser, to elementer der er afgørende for den menneskelige intelligens.

Måske lovpriser man digitaliseringen udfra den formodning, eller det håb, at den er et skridt på vej mod den kunstige intelligens. Men mange nuværende og fremtidige digitale løsninger kunne måske med fordel erstattes af almindelige mennesker, udstyret med almindelige menneskehjerner med en kompleksitet og ufattelig ydeevne, der aldrig kan eftergøres af en computer.

Menneskets hjerne består af ca. 100 mia. nerveceller forbundet i et netværk; en hjernecelle kan have forbindelse med måske 10.000 andre nerveceller. Bestemte hjerneområder har igennem menneskets udviklingshistorie specialiseret sig til at udføre hukommelsesprocesser, sprog, bevidst sansning, højere tankeprocesser og viljestyrede handlinger. Hjernen er en vidunderlig maskine, men ingen har endnu fundet manualen, til menneskekroppens mest gådefulde organ, vi mangler stadig en samlet forståelse af, hvordan den fungerer.

I den nyere forskning er man nået frem til, at stort set hele hjernen medvirker til de fleste funktioner, det er måske den afgørende forskel i forhold til en computer chip, der billedlig talt staver sig frem til et ord bogstav for bogstav, mens hjernen omgående danner det samme ord.

Hvordan påvirker digitalisering hjernen

Somme tider dukker spørgsmålet op, om både voksnes- og børns øgede skærmbrug kan være skadeligt, og ligefrem påvirke hjernen!
Hjernen har en utrolig plasticitet og evne til at tilpasse sig, med andre ord, hvis digitalisering fører til, at hjernen ikke længere er nødt til at stå for bestemte processer, fx at huske på mødedatoer, så forsvinder eller nedgraderes hjernens ”center for mødedatoer”. Ifølge Gary Small, en neuroforsker ved University of California, Los Angeles (UCLA), ændrer brugen af teknologi din hjerne. Forskere har set, at nogle neurale netværk bliver stærkere, mens andre bliver svagere.

Den effekt, som digitalisering har på børns hjerne, er vigtig. I modsætning til voksne, har de aldrig kendt til en analog verden. Men som “digitale indfødte” altid har været omgivet af teknologi. De udvikler derfor spontant og naturligt en særlig måde at tænke og forstå verden på.

Disse digitale generationer udvikler digitale færdigheder. Forældre, der giver deres børn og unge mobiltelefoner eller tablets for at holde dem underholdt opfatter det måske som en harmløs adfærd, men det kan påvirke børns udvikling negativt. Det opmuntrer det til en mere inaktiv livsstil, hvilket faktisk kan udløse fysiske ændringer i hjernen. Mangel på fysisk aktivitet kan forårsage forringelse af nervefibre og være en udløsende faktor for dårlig kognitiv præstation.
Kilder og inspiration:
https://udforsksindet.dk/hvordan-digitalisering-paavirker-hjernen/
https://www.dr.dk/viden/webfeature/superhjernen

Når vi har skærme omkring os konstant, bliver vores opmærksomhed ofte delt imellem en skærm og f.eks. den person vi taler med.

Skærmene udfordrer vores høflighedsbegreb og de kan skabe misforståelser og måske endda sure miner hos folk som føler at du har større opmærksomhed på en skærm, end på dem.

Men skærmene er ikke kun et spørgsmål om høflighed eller sociale omgangsformer. Når du forsøger at gøre flere ting på én gang, går det ud over dine præstationer. I hvert fald i situationer, hvor de to (eller flere) ting du gør, overlapper i den samme del af din hjerne. Det sker f.eks. hvis du aktiverer dit sprogcenter og følger med i tale på TV, radio eller i undervisning, samtidigt med at du eksempelvis skriver en e-mail eller læser et blogindlæg.

Hvis du derimod foretager dig ting der er simple og indøvede – f.eks. at gå og tale i telefon, kan de godt udføres samtidigt. Det er fordi det at gå almindeligvis ikke kræver meget opmærksomhed. Men lige så snart opgaver bliver en smule mere komplicerede og f.eks. indebærer at du skal læse gadenavne eller finde vej, mens du taler, begynder hjernen at slå knuder. Din opmærksomhed ryger over på den ene opgave, mens den anden bliver nedprioriteret. Og er forløbet længere, begynder du at “Flex taske”. Det vil sige at din opmærksomhed springer imellem opgaverne konstant. Og det går beviseligt ud over produktiviteten.

Hvis du ser en film, mens du tjekker Facebook, er skaden begrænset. Du får måske set lidt mindre af filmen – især de stedet hvor ingen siger noget. Men hvis du f.eks. tjekker sociale medier, mens du arbejder eller laver lektier, begynder din produktivitet at lide målbar skade. Opmærksomhedsstudier har fundet sted i psykologien i mange år. Det skyldes blandt andet at opmærksomhed jo er ret nemt at undersøge. Og alle studier peger på at delt opmærksomhed (divided attention) volder menneskehjernen større eller mindre problemer.

Her er 10 ting som forskning tyder på: 

    1. Du er længere tid om at løse to opgaver, hvis du prøver at løse dem samtidigt, end hvis du prøvede at løse dem en ad gangen.
    2. Hvis du prøver at cykle, mens du tjekker mobilen, slingrer du mere, du kører langsommere og overser flere skilte og øvrige trafikanter. Smartphones er værre end dumbphones.
    3. Bilister der skriver SMS, mens de kører, har over dobbelt så stor risiko for at komme til at vælge en forkert vejbane, som trafikanter, der ikke skriver SMS.
    4. Samtaler på en håndfri mobiltelefon, forstyrrer opmærksomheden på trafikken og instrumentbrættet, lige så meget som samtaler på en almindelig mobiltelefon og fører ikke til færre trafikulykker.
    5. Ting du lærer, mens du foretager dig noget andet imens, har du sværere ved at bruge til noget bagefter, end ting du lærer mens du koncentrerer dig fuldt om dem. Det er fordi du husker dem, men ikke får dem forarbejdet ordentligt, hvis du samtidigt foretager dig andre ting.
    6. Hvis du prøver at løse to opgaver der indebærer sprog på én gang, vil den ene blive løst dårligere og det går især ud over din evne til at huske hvad der f.eks. er sagt. Så hvis du ser TV, mens nogen fortæller dig hvad du skal huske at købe ind, er der større sandsynlighed for at du glemmer noget, end hvis du koncentrerer dig om hvad der bliver sagt.
    7. Facebook er særligt distraherende, fordi det indeholder så mange forskellige typer af stimuli i form af fotos, hilsner, video og spil og dermed påvirker hjernen på mange måder.
    8. Hvis du har Facebook åben imens du løser skoleopgaver på din computer, kan din årskarakter blive op til 2 karaktertrin lavere, end hvis du ikke er på Facebook i undervisningen.
    9. NB: Det gælder også, hvis du sidder ved siden af og har udsyn til nogen, der ser Youtube eller tjekker Facebook på deres computer.
    10. Du kan altså øge din karakter med et helt karaktertrin eller mere, ved altid kun at lave lektier uden at være på f.eks. sociale medier eller YouTube samtidigt.
      (Kilde bl.a: Science directWHO/NHTSAWilfrid Laurier University)


Hvorfor tror jeg, at jeg kan multitaske?

Det er fordi de fleste mennesker bruger nogle strategier til at kompensere for, at vi ikke kan gøre to ting på én gang:

    • En helt almindelig strategi handler om at scanne tekst eller lyd. Når man scanner, holder man øje med ting med “et halvt øje (eller øre)”. Vi kan f.eks. have TV’et tændt som baggrundsstøj og blot kigge op, hvis der kommer noget der lyder interessant.  D.v.s hvis der optræder nogle trigger-ord, som fanger vores opmærksomhed. Eller du kan lige scanne en Facebook-side og se om der umiddelbart er noget der springer i øjnene. Navne du kender (især dit eget) eller fotos af kendte ansigter er ofte meget effektive triggers. Det bruges flittigt i reklamer. Når vi kun scanner verden, får vi frigivet mental kapacitet til at være opmærksomme et andet sted. Og det er ofte sådan vi gør, når vi følger med i en samtale, mens vi opdaterer eller tjekker Facebook. Her bliver den ene “kanal” reduceret til scanning, mens vi koncentrerer os om den anden. 
    • Vi kan som nævnt også skifte imellem opgaver. Det kan man kalde flex tasking. Og det kan tit virke som om vi er opmærksomme begge steder, selvom vi faktisk skifter. Ofte kan den ene opgave jo godt udskydes nogle sekunder, til fordel for den anden. Du kan f.eks. godt lige holde op med at læse eller skrive på din computer eller mobil et øjeblik, hvis den du er fysisk sammen med, kræver din opmærksomhed eller blot siger noget med nogle trigger-ord, som fanger din opmærksomhed. På den måde kan vi fungere i praksis, som om vi multitaskede. 
    • Endelig er der den auditive buffer. Menneskets hørelse har nemlig evnen til at lagre nogle få sekunders lyd uden at hjernen egentlig har processeret den, på et lille stykke. Hvis nogen f.eks. spørger: “hører du efter?”, så kan du faktisk lige spole den sidste sætning tilbage og høre, at der blev sagt .. “og derfor tager jeg til Viborg på torsdag”. Så derfor kan du svare: “ja, jeg hører efter. Du skal til Viborg på torsdag.” Også selvom du faktisk ikke aner hvad vedkommende har snakket om eller hvad det handler om.  Og det kan også medvirke til at du kan overbevise andre (og måske dig selv) om at du følger med i flere ting og multitasker. Så hvis folk svarer med den sidste sætning du sagde, kan du roligt regne med at de ikke har hørt efter, men blot bruger den auditive buffer.

Konklusionen er entydig: Hvis du prøver at løse to opgaver der indebærer sprog eller anden målrettet koncentration på én gang, vil du løse den ene bedre end den anden i bedste fald. Men mere sandsynligt bare løse begge to lidt dårlige og/eller langsommere.

https://virkeligheden.dk/hvad-forskningen-siger-om-smartphones-sociale-medier-og-multitasking/

Selfie med 260 kilometer i timen

Hvad får folk til at hive mobilen frem og filme, mens de kører 260 kilometer i timen?

Nærvær i forhold til omgivelserne og andre mennesker er fraværende. Og uanset blind tro på, at multitasking er tidens løsning i en travl hverdag, viser flere undersøgelser, at vi ikke er i stand til at koncentrere os om mere end én opgave ad gangen, skriver journalist Kurt Strand.

EN BILIST FILMER med sin mobiltelefon ud gennem forruden, mens speedometernålen dirrer omkring 260 kilometer i timen. En anden filmer sin sidemand på forsædet, mens bilen drøner af sted på en tosporet landevej. Og en tredje er ved at kollidere med en modkørende, fordi det åbenbart er vigtigere at filme vejen end at holde øje med, hvad der faktisk foregår på den.

Eksemplerne indgik i et tankevækkende indslag i TV Avisen på DR 1 tirsdag aften. Og som om det ikke var galt nok med de mobilfilmende trafikanter, kunne studievært Klaus Bundgård Povlsen dagen efter tilføje endnu en historie fra samme univers: ”En ud af seks erhvervschauffører har travlt med mobilen, mens de kører tungt læssede biler rundt på vores veje. Det viser en ny undersøgelse…”

Tv-indslagene om den mildt sagt besynderlige og dybt asociale adfærd i trafikken fremkalder en umiddelbar hovedrysten og undren. Hvad der foregår i knolden på de formastelige, synes – at dømme efter nogle få udsagn – at være total tanketomhed. Alle ved, at det, de gør, er forkert. Alligevel gør de det.

Men hvorfor? Fordi afhængigheden af at kunne vise sin adfærd til andre – for eksempel via opslag og delinger på sociale medier – ofte er vigtigere end at være til stede i nuet. Med blikket stift rettet mod en smartphoneskærm er det for de fleste af os muligt hele tiden at være ”på”, være online og være i realtime -forbindelse med alt og alle.

Nærvær i forhold til omgivelserne og andre mennesker er fraværende. Og uanset blind tro på, at multitasking er tidens løsning i en travl hverdag, viser flere undersøgelser, at vi ikke er i stand til at koncentrere os om mere end én opgave ad gangen. Det gælder selvfølgelig også i trafikken, hvor cyklister passende kunne være et tema for endnu et indslag om fravær: Selv ser jeg jævnligt, hvordan mødre eller fædre med et par børn i en ladcykel bevæger sig i stor fart mod ensretningen i min smalle gade på Christianshavn i København. Én hånd styrer cyklen hen over gadens småhuller, den anden har godt fat om mobilen, og øjnene er fokuseret mod det, som foregår på den lille skærm. Og uanset om jeg kommer i bil eller på cykel i modsat retning, er det påfaldende, at øjenkontakt og nærvær er fuldstændig fraværende.

Lad os derfor få genindført nærværet. For eksempel ved bevidst at lave åndehuller og pauser fra vores på mange måder fantastiske onlinetilværelse. Som den amerikanske journalist og forfatter Franklin Foer, der i denne uge har udsendt bogen ”Verden fra forstanden”, noterer: ”Det handler ikke om at droppe ud og endegyldigt trække stikket, men blot om at give sig selv fred til at være den, man er.”

Franklin Foers opskrift skaber tillige en pause fra den konstante registrering af, hvad vi foretager os, når Google, Facebook og Amazon og andre techgiganter kigger os over skulderen og høster data om vores adfærd.

Dermed vil der være dobbeltjackpot, hvis nærværet bliver genindført.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.
Kilde: Kristelig Dagblad

 

Computer hjerner og menneskehjerner

I mange religioner beskrives handlinger, som ikke belønnes i det levende liv, men først i den hinsidige verden efter døden.
Den religiøse tro på noget, der aldrig kan realiseres, et liv efter døden, kan bruges som et billede på Digitaliseringens ypperstepræsters urokkelige tro på, at der i den nærmeste fremtid kan skabes computere med indbygget kunstig intelligens, der kan efterligne den fulde menneskelige intelligens uden begrænsninger.

Dansk Industris digitaliseringsdronning: DI Digitals chef, Rikke Zeberg, der indtil 2021 var chef for Digitaliseringsstyrelsen, og bl.a har været med i beslutningsprocessen omkring MitId, og mange andre digitaliseringsprojekter, erkender, at det da er en udfordring (et nyt smart ord som i virkeligheden bare betyder problemer) når op mod 30% af befolkningen har problemer med digital kommunikation.
Men at gøre det muligt for borgerne at fravælge digitale løsninger kan Rikke Zeberg ikke forestille sig, men peger på en øget brugervenlighed. Hun kunne lige så godt sige, at problemerne vil forsvinde, når systemet tilføres kunstig intelligens.

Medierne skaber hype om kunstig intelligens

‘Bridget’, Kvinden på billedet er i virkeligheden en af de nyhedsrobotter, der leverer lokalnyheder på sitet Bornholm.nu.
Når teknologien så bliver proppet ind i computere, der ligner mennesker, bliver det et endnu stærkere våben.

I juni bragte Washington Post en historie om en Google-ingeniør, Blake Lemoine, der så og hørte syner. Han mente, at det kunstigt intelligente system (LaMDA), han arbejdede med i big tech-virksomheden, var sansende og opførte sig som en syvårig. Historien gik verden rundt, fortæller Pernille Tranberg, der arbejder som foredragsholder og rådgiver i dataetik og digitale medier.
Google-ingeniørens oplevelse af LaMDA viser, at det er nødvendigt altid at sikre, at mennesket aldrig kommer i tvivl om, hvorvidt vi taler med et menneske eller en maskine ved at kræve, at alle maskiner klart og tydeligt deklareres som det, de er – en maskine.

Alle eksperter inden for maskinlæring og kunstig intelligens afviste Lemoines påstand. Den metode, teknologien hviler på i dag, kan ikke føre til sansende eller bevidste maskiner. Bevidsthed findes kun hos biologiske væsener, det er uhyggeligt, at selv en data-ingeniør kan tro på, at mekanikken pludselig kan få følelser.

Ofte er borgerne slet ikke klar over, at det er en computer de ”taler” med. På net mediet bornholm.nu, kan brugerne opleve digitale studieværter, der ligner, taler som, og snakker som almindelige mennesker. I en kommende AI Act fra EU, vil det blive krævet, at det klart fremgår, nå det er en maskine som kommunikerer med rigtige mennesker.

Koldt og dødt

Forfatteren og videnskabsmanden Gary Marcus forklarer meget tydeligt, hvad det er, Google kan, i sin klumme om LaMDA-sagen, som han kalder ’vrøvl på stylter’. Han skriver: »Da en topchef i Google selv blev imponeret over LaMDA, sagde han ikke: »Cool, det skaber nogle fine sætninger, som er sammenhængende«. Nej, han sagde til The Economist: »Det var, som om jorden flyttede sig under mine fødder … Det føltes i stigende grad, som om jeg talte med noget intelligent«.

Hvad er kunstig intelligens egentlig?

Alle taler om kunstig intelligens, men hvad er det egentlig, og hvilke typer findes der?
Illustreret Videnskab

Computere skal efterligne mennesker

Når vi gerne vil have computere til at gøre ting, som ellers har været forbeholdt os mennesker, er den naturlige inspirationskilde for programmeringen naturligvis også mennesket.

Det kan foregå ved, at vi forsøger at lave simplificerede matematiske modeller af den slags bevidste, logiske ræsonnementer, mennesker benytter, når de løser en given opgave som eksempelvis at spille skak. Disse modeller bliver så proppet ind i en computer, så den kan regne på dem.

Men det er vigtigt at understrege, at de matematiske modeller af menneskelig tænkning, vi har i dag, allesammen er meget simplificerede i forhold til de processer, der foregår i den menneskelige hjerne.

Selvom moderne computere kan blive verdensmestre i skak eller være bedre end mennesker til at genkende visse typer af mønstre i billeder (for eksempel hudkræft), er de altså meget langt fra at være på et menneskeligt kognitivt niveau.

Ofte kan computere dog kompensere for deres manglende kognitive niveau ved den overvældende beregningskraft, de efterhånden er i besiddelse af, forklarer Thomas Bolander Ph.d., professor i logik og kunstig intelligens på DTU Compute.

Når computeren nu ikke kan ”tænke”, så kan den lynhurtigt gennemgå millioner af eksempler på menneskelig adfærd. Hvis det lykkes at finde et ”fornuftigt” svar på det stillede spørgsmål, og det gør det ofte, så ser det ud som om PC’en er intelligent – men den er bare god til at regne – læs: udregne et svar!

Kan den binære computer registrere følelser, udvise omtanke, trække på erfaringer og operere med nuancer, eller opleve kærlighed, for blot at nævne nogle af de egenskaber, der karakterisere den menneskelige hjerne. Svaret er nej, og når det somme tider kan se ud som om en PC kan tænke, som en menneskelig hjerne, så er forklaringen at computeren med sin kolossale regnekraft kan trække på kæmpestore databaser, som fx har registreret menneskelig adfærd.


Det digitale talsystem

Det er svært at forstå og svært at forklare, men computeren er uløseligt knyttet til og bundet af det digitale talsystem, som er systemets ufravigelige grundlag. Som tidligere beskrevet kan transistorerne kun befinde sig i to tilstande, enten slukket eller tændt. Det er netop her en PC adskiller sig fra den menneskelige hjerne, som let kan behandle og registrere de såkaldt kontinuerlige værdier, kontinuerlige variabler er numeriske variabler, der har et uendeligt antal værdier imellem to værdier. Det kan illustreres med dette billede af den kontinuerlige overgang fra rød til blå.


Diskrete data indeholder begrænsede værdier, der ikke har noget derimellem. Og det er netop sådanne data en computer kan arbejde med. Her Illustreret med både den digitale og den analoge farveskala fra rød til blå.

 

Computeren kan godt omsætte de mange 0’er og 1’er til bogstaver. Alfabetet indeholder diskrete data, som her er illustreret grafisk. C kan kun have en bestemt værdi – den røde. Det samme gælder D som kun kan være blå!

Forskel mellem diskrete og kontinuerlige data

 

Data kan opdeles i to brede kategorier, kvalitative data og kvantitative data.

Diskrete data
indeholder begrænsede værdier, der ikke har noget derimellem.
I modsætning hertil indeholder kontinuerlige data – data, der kan måles, der inkluderer fraktioner og decimaler.

Definition af diskrete data
Diskrete data indeholder kun begrænsede værdier, hvis underinddeling ikke er mulig. Det inkluderer kun de værdier, der kun kan tælles i hele tal eller heltal og er adskilte, hvilket betyder, at dataene ikke kan opdeles i brøkdele eller decimaler.

F.eks. Antal studerende i skolen, antallet af biler på parkeringspladsen, antallet af computere i et computerlaboratorium, antallet af dyr i en zoologisk have osv.

Definition af kontinuerlige data

Kontinuerlige data beskrives som et ubrudt sæt af observationer; der kan måles på en skala. Det kan tage en hvilken som helst numerisk værdi inden for et begrænset eller uendeligt interval af mulig værdi. Statistisk henviser intervallet til forskellen mellem højeste og laveste observation. De kontinuerlige data kan opdeles i fraktioner og decimaler, dvs. de kan meningsfuldt opdeles i mindre dele i henhold til målepræcisionen.

F.eks. En persons alder, højde eller vægt, det tager tid at gennemføre en opgave, temperatur, tid, penge osv.

Vigtige forskelle mellem diskrete og kontinuerlige data

Forskellen mellem diskrete og kontinuerlige data kan beskrives tydeligt med henvisning til følgende grunde:

      • Diskrete data er den type data, der har klare mellemrum mellem værdier. Kontinuerlige data er data, der falder i en kontinuerlig sekvens.
      • Diskrete data kan tælles, mens kontinuerlige data er målbare.
      • Diskrete data indeholder forskellige eller separate værdier. På den anden side inkluderer kontinuerlige data enhver værdi inden for rækkevidde.
      • Diskrete data er grafisk repræsenteret ved søjlediagram, mens et histogram bruges til at repræsentere kontinuerlige data grafisk.
      • Tabulering af diskrete data, udført mod en enkelt værdi, kaldes som en ugrupperet frekvensfordeling. Tværtimod, tabulering for kontinuerlige data, udført mod en gruppe af værdier, kaldet som grupperet frekvensfordeling.
      • Overlappende eller gensidigt eksklusiv klassificering, såsom 10-20, 20-30, .., osv. Er udført til kontinuerlige data. I modsætning til er ikke-overlappende eller gensidigt inkluderende klassificering som 10-19, 20-29, … osv. Gjort for diskrete data.
      • I en graf over den diskrete funktion viser den et tydeligt punkt, der forbliver uforbundet. I modsætning til kontinuerlig funktionsgraf, er punkterne forbundet med en ubrudt linje.
Konklusion

Med ovenstående forklaring og eksempel ville det derfor være helt klart, at de to typer data er forskellige. Diskrete data forventer et vist antal isolerede værdier. I modsætning til kontinuerlige data, der forventer nogen værdi fra et givet interval (uden pauser) og er relateret til fysisk måling.

Hvad er digitale computere?

Den digitale computer er en maskine, der kan udføre forskellige beregningsopgaver.
Ordet digital indebærer, at informationen i computeren er repræsenteret af variabler, der tager et begrænset antal diskrete værdier. Disse værdier behandles internt af komponenter, der kan opretholde et begrænset antal diskrete tilstande.
De decimale cifre 0, 1, 2…, 9 giver for eksempel 10 diskrete værdier.

Den første elektroniske digitale computer, udviklet i slutningen af 1940‘erne, blev primært brugt til numeriske beregninger, og de diskrete elementer var cifrene. Fra denne applikation opstod udtrykket digital computer.

I praksis fungerer digitale computere mere pålideligt, hvis der kun anvendes to tilstande. På grund af den fysiske begrænsning af komponenter, og fordi menneskelig logik har tendens til at være binær (dvs. sandt eller falsk, ja eller nej udsagn), er digitale komponenter, der er tvunget til at tage diskrete værdier, yderligere begrænset til kun at tage to værdier og siges at være binære.
Digitale computere bruger det binære talsystem, som har to cifre: 0 og 1.

Kilde og inspiration: https://tangerfiv.com/da/hvad-er-digitale-computere/   
Posted on december 27, 2021
https://www.youtube.com/watch?v=ZWdT-6Ld71Q

 

Stephen Hawking om kunstig intelligens

Stephen Hawking på Reddit:
»Kunstig intelligens vil have en naturlig trang til at overleve«

Er vi tæt på at have robotter med bevidsthed?
En anden bruger undrer sig over advarslen om kunstig intelligens nu. Brugeren ‘fat-chunk’ mener nemlig ikke, at vi overhovedet er i nærheden af at kunne udvikle robotter med en bevidsthed.

»Idéen om et bevidst eller rent faktisk intelligent system, som kan udgøre en eksistentiel trussel mod mennesker, virker meget fremmed for mig, og det virker ikke som noget, vi er i nærheden af at udvikle fra hverken et neurologisk eller datalogisk standpunkt. Så det jeg ville spørge om var, i din besked taler du så om en nutidig udvikling, eller et gennembrud vi er tæt på, eller prøver du at fortælle os, at vi bør forberede os tidligt på noget, som uundgåeligt vil komme til at ske?«

Her lyder svaret fra Stephen Hawking:
»Det sidste. Der er ingen enighed blandt AI-forskere om, hvor lang tid det vil tage at bygge AI på menneske-niveau, så du skal endelig ikke stole på nogen, der skråsikkert påstår, at det vil ske eller ikke vil ske i din levetid. Men når det engang sker, så bliver det sandsynligvis enten det bedste eller det værste, der nogensinde er hændt menneskeheden. Så der er enorm værdi i at gøre det rigtigt. Vi bør ændre vores mål om blot at skabe retningsløs kunstig intelligens til at udvikle fordelagtig intelligens. Det tager nok nogle årtier at finde ud af, hvordan vi gør det, så lad os begynde at forske i det i dag i stedet for at vente, til natten før den første AI-robot tændes,« svarer han.

Stephen Hawking på Reddit:
»Kunstig intelligens vil have en naturlig trang til at overleve«

Betyder digitaliseringen tidsspild og tab på bruttonationalproduktet

Digitaliseringen skal styrkes med endnu to milliarder siger regeringen, og det er ikke umuligt, at øget digitalisering af den offentlige service kan erstatte – læs sparer – det offentlige for nogle årsværker, men det forudsætter, at man kan udvikle en digital service, som er helt anderledes end den vi kender i dag – den dårlig digital service som udløser oseaner af spildtimer, som ellers kunne bruges på værdiskabende arbejde, der øger bruttonationalproduktet, eller på mere tid til et godt liv med familien og vennerne.

Selv den mest optimistiske djøf’er kan ikke opstille regneark der tilbageviser, at den nødvendige fokus på sikkerhed vil betyde, at man hele tiden må forny og udskifte de digitale løsninger.

Netop som de fleste, men langt fra alle, havde vænnet sig til NemID skulle befolkningen skifte til MitID, hvor et af de afgørende kontrolelementer er en kodeviser fremstillet i Kina. (Hvem sagde sikkerhed?) Den skal erstatte nøglekortet trykt i Danmark.
Digitaliseringsstyrelsen skylder befolkningen svar på, hvordan man kan være sikker på at kodeviseren ikke er programmeret til at starte et cyberangreb. Overgangen til MitID vil i begyndelsen udløse betydelige mængder spildtid, og ingen ved, hvor længe det vil vare. Når MitID om nogle år skal igen skal udskiftes – for at øge sikkerheden mod nye trusler – vil der igen akkumuleres oseaner af spildtimer.

4,5 millioner af den danske befolkning er voksne borgere over 18 år. Lad os ansætte deres gennemsnitlige timeløn til 200kr. Hvis hver voksen dansker spilder 1 time om måneden på grund af dårlig digital service, så er værditabet mere end 10 milliarder kr. Hvis spildtiden er 2 timer om måneden skabes der et værditab på lidt mere end 20 milliarder kr. Vel at mærke hvert år.

Jeg kan ikke sætte tal på værditabet, der knytter sig til det udefinerbare fænomen – unødvendig brug af sociale medier.

Digitaliseringen udløser også en andet værditab, som ikke i første omgang kan omregnes til økonomi. Digitalisering betyder at mange offentlige medarbejdere kommer til at sidde som sidste station, når den digitale service fejler. Det er ikke ligefrem noget der øger arbejdsglæden, når de ligesom de frustrerede borgere oplever, at de er hjælpeløse i forhold til computerens algoritmer og djøf’ernes regneark. Der er reelt ingen klageinstans – det er håbløst, det ved alle parter. Sygeplejersker, sagsbehandlere, lærere og pædagoger kan kun undslippe de dårlige arbejdsvilkår ved at finde et andet job, og så taber samfundet enorme omstillingsomkostninger og borgerne må leve med dårligere service, når systemerne tømmes for erfaringer og empati.

 

Digitalisering på andre områder

Fiktion

Det er sommer, det er sol og det er søndag. Der er kø ved isboden i Rungsted Havn. Det gør ikke noget, forventningens glæde får alle til at smile. Især børnene stråler om kap med solen.
Fremme ved disken smiler ekspedienten og siger: Hvad skulle det være! Jeg kigger ned på de mange fristelser i køledisken og siger så: En gammeldags med to kugler. En jordbær og en chokolade. Jeg siger det, som om jeg lige har truffet valget, selvom jeg har sagt det samme i årtier. Men nu følger det allervigtigste, på toppen skal der være flødeskum og syltetøj. Egentlig ville jeg gerne sige, med masser af flødeskum og syltetøj, men den drøm bliver hængende i halsen, det er for pinligt.
Med dankort spørger den unge pige, der har sommerjob i havnens mest populære butik. Kort siger jeg, det er kun de andre der har mobil pay, og kontanter har jeg ikke brugt i årevis.
Historien er lidt forenklet, for jeg besøger aldrig isboden alene, min kone skal have en Magnum Classic, og Alfred er kun to år, så han tager det mormor foreslår. Bagefter vil han så som reglen have det, som vi andre har valgt.

Forestil dig lige at isboden er blevet digitaliseret. Nu er det frem med mobilen, der allerede har fundet din lokalitet, og tilbyder nogle restauranter og heldigvis også havnens isbod. På displayet er der et billede af en gammeldags isvaffel og en vaffel med softice. Klik på det ønskede. Hvor mange kugler, jeg klikker på to. Kugle 1 – Hvilken slags is, nu er der mere end 20 valgmuligheder – jeg klikker på jordbær. Kugle 2 – jeg klikker på chokolade. Med skum eller flødeskum – jeg klikker på flødeskum. Med eller uden syltetøj, jeg klikker på med.
Betaling med Dankort, MobilePay eller kontanter – jeg klikker på dankort. Mine 8 ønsker er selvfølgelig overført til en skærm, så ekspedienten kan kreere det ønskede, som hun rækker over disken, mens jeg svinger dankortet.

Næste trin er ansigtsgenkendelse, så nu spørger ekspedienten med et smil: Det samme som sidst!
Smart, ikke nemmere, ikke hurtigere, men digitalt, hvis man da har en iPhone. Det har jeg ikke!

Hos MacDonalds ser man ikke det digitale system, det er ok at bruge stemmen, så medarbejderen kan indtaste det ønskede til skærmen i køkkenet. Når man triller ind i drive in afdelingen, er der kun omkring 20 valgmuligheder, ikke noget med at bestille en burger, hvor bøffen er rød, medium eller gennemstegt. Man kan selvfølgelig ikke fravælge tomater i salaten, eller vælge en bolle med birkes. Menuen ændres sjældent, selvom man hver måned præsenterer en stjernekoks bud på en burger, som så er taget af menuen næste måned. Så lidt variation er der da.

Mange er kommet med på digitaliseringen. Men »der er ikke nogen grund til at slå med en kæp på resten«
Det er på høje tid, at det offentlige erkender, at interaktion via en skærm ikke er for alle, lyder det fra tænketank, ekspert og aktivistgruppe.

 

Den digitale underklasse 

CASE om fritagelsesordning

En borger modtog dagpenge fra a-kassen på grund af ledighed. Han meldte sig syg til a-kassen den 2. juli 2020, og a-kassen betalte dagpenge under sygdom de første 14 dage af sygemeldingen.

Den 16. juli 2020 fik borgeren et brev fra kommunens jobcenter via Digital Post, hvor det fremgik, at han nu havde ret til sygedagpenge fra kommunen, og at han skulle ansøge om dette senest inden 8 dage via den digitale selvbetjeningsløsning Mit Sygefravær. Det fremgik også af brevet, at han skulle kontakte kommunen, hvis han mente, at han ikke kunne benytte sig af selvbetjeningsløsningen, hvorefter det ville blive vurderet, om han kunne fritages for digital selvbetjening i forbindelse med sygedagpengesagen.

Borgeren så imidlertid ikke brevet fra Fredericia Jobcenter i sin e-Boks, da borgerens hustru, som normalt hjalp ham med at håndtere digital post, var bortrejst ved brevets fremsendelse. Samtidig havde borgeren ikke som sædvanligt modtaget en SMS om, at der var modtaget digital post.

Da borgerens hustru kom hjem, opdagede hun, at fristen den 24. juli var overskredet. Den 26. juli 2020 hjalp hun med at sende en anmodning om sygedagpenge afsted.

Kommunen traf derefter afgørelse om, at borgeren først havde ret til sygedagpenge fra den 26. juli 2020, hvor anmodningen var modtaget af kommunen. Samtidig fandt kommunen ikke, at der var grundlag for at give dispensation i medfør af sygedagpengelovens § 38, stk. 7, som giver mulighed for at udbetale dagpenge for tiden før anmodningen, hvis der f.eks. foreligger særlige undskyldende forhold.

Borgeren klagede over afgørelsen. Under genvurderingen af sagen fastholdt kommunen, at borgeren først havde ret til dagpenge fra den 26. juli 2020. Kommunen henviste herved til, at selvom borgeren efter det oplyste ikke var selvhjulpen i brugen af computer, og hans hustru, som normalt tog sig af disse ting, havde været bortrejst, så er det er borgerens egen ansvar dagligt at kigge i sin digitale postkasse på lige fod med en fysisk postkasse. Kommunen fritog samtidig borgeren for digital post vedrørende den aktuelle sygemelding, hvilket dog ikke betød, at borgeren automatisk ville være fritaget for digital post ved fremtidige sygemeldinger.

Den 8. november 2020 blev borgeren generelt fritaget for Digital Post, hvilket indebar, at offentlige myndigheder ikke længere kunne sende post til ham digitalt, men derimod skulle anvende almindelig papirpost.

Den 4. december 2020 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse med henvisning til, at borgeren ikke var fritaget for digital post på det pågældende tidspunkt, at det var borgerens ansvar at holde øje med post i den digitale postkasse, og at den manglende sms-notifikation om ny post i e-Boks ikke kunne anses for være et særlig undskyldende forhold.

Borgerens fagforening 3F har på borgerens vegne anlagt sag mod Ankestyrelsen. Stævningen er under udarbejdelse.

Det mest nuancerede syn på digitalt udsatte borgere finder man i en rapport om digital inklusion, som Digitaliseringsstyrelsen og KL udsendte i april 2021. Ifølge rapporten udgør gruppen 17-22 procent af den voksne befolkning, herunder 7,5 procent, som er fritaget for digital post, og derfor ikke kan forventes at blive digitalt selvhjulpne. Den sidstnævnte gruppe må dog formodes at være noget større i praksis, da der også er en del borgere, som er så digitalt udsatte, at de slet ikke er i stand til at ansøge om fritagelse fra digital post. Da man heller ikke har medregnet de borgere, der normalt klarer sig selv, men får pludseligt opståede og særligt vanskelige livssituationer, og de hjælpende pårørende som møder forhindringer, kan det reelle antal digitalt udsatte borgere meget vel udgøre op til en fjerdedel af den voksne befolkning.

Set i dette lys må de seneste digitaliseringsstrategiers visioner og initiativer i forhold til digitalt udsatte borgere anses for at være langsommelige og utilstrækkelige. Det gælder også den seneste fællesoffentlige digitaliseringsstrategi fra juni 2022, som på trods af sit store fokus på digital inklusion fortrinsvist anser løsningerne for at være øget brugervenlighed og bemyndigelse til, at andre personer kan handle på den digitalt udsattes vegne. Øget brugervenlighed er selvfølgelig positivt, men vil formentlig kun komme de bedst stillede i gruppen af digitalt udsatte borgere til gode. Samtidig må der sættes spørgsmålstegn ved, om afgivelse af sine rettigheder til en fuldmægtig er en værdig løsning for de borgere, som ikke ønsker at dele deres private oplysninger og/eller at lægge deres retssikkerhed i hænderne på andre personer, ligesom der må sættes spørgsmålstegn ved, om de digitalt udsatte borgere, som også har lav kapital i den analoge verden, overhovedet vil være i stand til at benytte sig af denne mulighed. Der savnes fortsat fokus på alternative former for hjælp, herunder f.eks. opsøgende hjælp til borgere, som har sværest ved det digitale, og overvejelser om, hvordan det kan sikres, at de analoge alternativer bliver en reel mulighed for denne gruppe.

For de fleste borgere er den digitale adgang til det offentlige en lettelse, men som det fremgår af ovennævnte undersøgelse, så har omkring en femtedel af befolkningen problemer med de digitale systemer. Årsagerne er mange: Manglende adgang til IT-udstyr, manglende erfaring med teknologi, og manglende overskud til at gå i gang – eller måske foretrækker de et mere analogt liv.
 
Tænketanken Justitia har i rapporten ”RETSSIKKERHED FOR DIGITALT UDSATTE BORGERE” peget på, at digitaliseringen kan medføre tab af ydelser, rettigheder, værdighed og livsmuligheder og forvandler ellers velfungerende borgere til ressourcesvage i mødet med den digitale velfærdsstat.

Klik på billedet for at hente rapporten


Hent rapporten her: https://justitia-int.org/wp-content/uploads/2022/09/Rapport_Retssikkerhed-for-digitalt-udsatte-borgere-1.pdf

 

 

 

Rapporten indeholder følgende anbefalinger:

    • Folketinget skal have større indflydelse på rammerne for den digitale og teknologiske udvikling af den offentlige sektor, bl.a. gennem indgåelse af brede politiske aftaler.
    • Der skal oprettes et selvstændigt Digitaliseringsministerium eller lignende med stærke tværgående kompetencer, som kan indsamle og opbygge en mere bred og solid faglig viden om digitalisering og anvendelse af ny teknologi, end forankring i et enkelt fagministerium tillader.
    • Det skal gøres obligatorisk for alle offentlige myndigheder at anvende dataetiske konsekvensanalyser eller vurderinger, inden der træffes beslutning om anvendelse af teknologi i opgaveløsningen, som kan have dataetiske konsekvenser for borgerne, herunder udfordringer i forhold til borgernes retssikkerhed og grundlæggende rettigheder. Dette vil kunne bringe både fordele, ulemper og utilsigtede konsekvenser frem i lyset og dermed bidrage til, at beslutninger bliver taget på et mere kvalificeret grundlag.
    • Det skal gøres obligatorisk for alle ministerier at redegøre for de dataetiske konsekvenser af lovforslag, som fremsættes i Folketinget. Dette vil gøre det lettere for Folketingets medlemmer at vurdere lovforslagene og inddrage modstående hensyn i den videre politiske proces, herunder ved at stille opklarende spørgsmål til den ansvarlige minister og fremsætte ændringsforslag.
    • Digitale selvbetjeningssystemer skal generelt være et tilbud til borgerne i stedet for en pligt. Alternativt skal det som minimum være frivilligt at anvende systemer, som omfatter et ikke ubetydeligt antal digitalt udsatte borgere, og hvor manglende anvendelse kan få mærkbare konsekvenser borgerne.
    • Subsidiært skal det være muligt at ansøge om et ”digitalt fripas”, som omfatter digital post samt alle nuværende og fremtidige digitale selvbetjeningsløsninger. Det digitale fripas skal kunne ophæves på borgerens anmodning, hvilket f.eks. vil være relevant, hvis borgerens digitale kompetencer forbedres.
    • Mere subsidiært skal de gældende fritagelsesregler udvides til at omfatte en større gruppe borgere, herunder borgere ramt af stress og lignende, og processen skal være nemmere for både borgere og sagsbehandlere.
    • Digitalt udsatte borgere, som opfylder betingelserne for fritagelse for digital post og digitale selvbetjeningssystemer, men som alligevel forsøger at begå sig i den digitale offentlige sektor med hjælp fra sit netværk, må ikke stilles ringere end borgere, som har opnået fritagelse. Det vil bl.a. indebære, at det skal anses som en undskyldende omstændighed, hvis netværkspersonen på grund af utilstrækkelige kompetencer eller ferie og lignende ikke får reageret rettidigt på en henvendelse fra en myndighed.
    • Der skal være bedre adgang til at få personlig digital træning til borgere, som gerne vil lære at anvende digitale selvbetjeningssystemer mv.
    • Der skal være bedre adgang til personlig digital hjælp til borgere, som ikke er i stand til at blive digitale, men alligevel ønsker at benytte sig af de digitale muligheder uden involvering af et eventuelt personligt netværk. Dette kan f.eks. være i form af digitale støttepersoner, der placeres strategisk i kommunerne, på herberger for hjemløse, retshjælpskontorer og lignende.

Den løsning mange eksperter og organisationer peger på er at gøre digitalisering frivillig i stedet for obligatorisk som i dag.

»Alle, der i dag nyder fleksibiliteten i den digitale service, vil jo fortsætte med at benytte den, så der vil stadig være en samfundsgevinst. Sådan en som mig vil da hellere logge på digitalt end vente i kø nede i borgerservice. Men ved at indføre frivillighed vil man begynde at tage ansvar for de borgere, der falder igennem og ofte er usynlige for myndighederne, netop fordi de ikke er digitale«, siger Birgitte Eiriksson, vicedirektør i den juridiske tænketank Justitia og forfatter bag en ny rapport om den svækkede retssikkerhed for digitalt udsatte.
Kilde: Politiken.dk

Forskellige digitale befolkningsgrupper

»Det er tid til at vende digitaliseringen om. Man har nu fået en stor kritisk masse med på vognen, som vil fortsætte med digitaliseringen, og så er der ikke nogen grund til at slå med en kæp på resten i endnu et årti. Samtidig bør man se på at få udviklet nogle bedre fysiske løsninger for borgerne – som i Rødovre. Det lader til, at man her har gjort det modsatte af mange andre kommuner, hvor man har gjort borgerservice mere utilgængeligt for at tvinge borgerne til at kommunikere digitalt«, siger Morten Hjelholt, der er viceleder af Center for Digital Velfærd ved IT-Universitetet.

Han peger dog også på, at der vil være et paradoks i, at man enten er 0 procent eller 100 procent digital. Fremover bør man konstruere løsninger, så borgerne frit kan vælge eksempelvis at have en analog adgang til lægen og en digital tilgang til Skat.

»Det kan ikke passe, at borgere i Danmark skal være pakket ind i smartphones, højhastighedsinternet og 5g for at kunne fungere som det, vi alle sammen er: Borgere«, lyder det på hjemmesiden, der fortsætter: »Hverdagen er ikke digital, den er stadig og vil altid være analog. Derfor må vi kræve fuld indførelse af analoge rettigheder NU! Og respekt for os, der ikke kan se lyset i en skærm, men foretrækker det, der er i øjnene på vore medmennesker«, siger Morten Hjelholt, der er viceleder af Center for Digital Velfærd ved IT-Universitetet.
Kilde: Politiken.dk

Den digitale kløft

Allerede ved tilblivelsen af internettet i 1990’erne blev den digitale kløft én af de vigtigste sociale og teknologiske bekymringer i nutidens samfund. Den problemstilling har den italienske mediesociolog Massimo Ragnedda, beskæftiget sig med. Han har udviklet en teori om den digitale kløft (the digital divide).

Den digitale kløft refererede oprindeligt til kløften mellem ”… those who have acces to the Internet and those who do not” – og tog således afsæt i borgernes ulige materielle adgang til og besiddelse af informationsteknologi på globalt plan.
I takt med den globale udbredelse af informationsteknologien blev den teoretiske betragtning af den digitale kløft dog utilstrækkelig. Den digitale kløft handlede ikke længere kun om borgernes ulige materielle adgang til og besiddelse af informationsteknologi, men tillige om borgernes ulige mentale-, brugsmæssige- og kompetencemæssige anvendelse heraf.

 

Den mentale adgang refererer til borgernes ulige interesse for brugen af informationsteknologi, hvilket f.eks. kan medføre fravalg af nyeste digitale devises, hvorigennem man kan få adgang til den seneste teknologi og information.

Den brugsmæssige adgang refererer til borgernes ulige anvendelse af nye teknologier. F.eks. er borgere, der anvender digitale devises i deres daglige arbejde, bedre stillet end borgere, der ikke gør. Denne form for adgang til informationsteknologi er relateret til sociale lag og bl.a. knyttet til borgernes livsmuligheder.

Den kompetencemæssige adgang til informationsteknologien refererer til borgernes ulige kompetencer og færdigheder i anvendelsen. Hovedtesen er, at disse former for ulige adgang til informationsteknologi kan opretholde eller forstærke den digitale kløft.

Hvor tidligere teoretikere havde fokuseret på borgernes teknologiske adgange og færdigheder, fokuserer Ragnedda på de livsmuligheder, som adgang og anvendelse af informationsteknologi kan give borgeren, og hvordan borgerens ” ability to exploit these benefits in a digital-driven market can improve one’s life ehances”. Den digitale kløft omhandler altså ikke kun borgernes ulige adgang til og anvendelse af informationsteknologien, men også borgernes ulige adgang til de forbedrede livsmuligheder, som informationsteknologien giver adgang til, samt de sociale og samfundsmæssige konsekvenser heraf.

 

 

Ifølge Ragnedda er digital ulighed altså med til at fastholde og forstærke social ulighed i samfundet. Hertil udvikler Ragnedda begrebet digital kapital (digital capital), som bl.a. refererer til borgerens samlede digitale færdigheder, kompetencer og viden.

Den digitale kapital er ifølge Ragnedda gensidig afhængig af mere klassiske former for kapital såsom økonomisk, social og kulturel kapital, fordi borgerens digitale kapital kan være med til at forstærke de øvrige former for kapital. Ligeledes er borgerens digitale kapital i den online verden tæt forbundet med borgerens kapital i den offline verden, hvilket illustreres ved, at borgere med gode sprogevner (kulturel kapital) har lettere ved at anvende internettet (digital kapital), fordi en væsentlig del af informationen på internettet er på engelsk. Dermed har borgere med en høj kulturel kapital i den offline verden nemmere ved at få adgang til de forbedrede livsmuligheder, som den online verden giver adgang til.
Ragnedda konkluderer på denne baggrund: “ (…) in this sense, the Internet seems to privilege the privileged, [and] giving more advantages to those already advantaged in society”. Informationsteknologien reproducerer således ikke kun social ulighed, den medfører også social lagdeling.

 

Debat om den digitale underklasse

Kirsten Aalling, cand.mag. og tidligere gymnasielærer, studie- og e-vejleder, 72:

»Jeg er årgang 1949, men har ingen problemer med det digitale, da jeg har set det hele ske, siden mit første edb-kursus i 1985. Derfor har jeg også med interesse fulgt udviklingen og de efterhånden voldsomme udfordringer, mange, ikke mindst unge, har med digitaliseringen. Og jeg er bange for, at det kun bliver værre. Vi gamle, der har fulgt udviklingen, har en langt større viden om samfundets opbygning og dets institutioner, og det gør digitaliseringen mere overskuelig for mange af os. De unge derimod aner som regel intet om de institutioner, de er oppe imod.

Teenagere får deres egen e-Boks, når de er 15, og forældrene har ingen adgang uden den unges NemID. Her kan han få tilsendt diverse opkrævninger, f.eks. kontrolafgifter fra DSB – ganske store beløb, der akkumuleres over tid. Mange unge i den alder er i opposition til deres forældre, ignorerer e-post, tænker ikke på konsekvenserne og skjuler måske en del for deres forældre. Dvs. at en sådan ung mand starter sit voksne liv med en betydelig gæld til det offentlige, uden forældrenes vidende. Forældrene er magtesløse, hvis den unge ikke vil samarbejde, og kan derfor ikke hjælpe i tide.

Der er ikke nogen pardon for dem, der som helt unge ikke magtede voksenlivet. De kan aldrig komme til at tale med et levende menneske, der kan hjælpe dem ud af suppedasen, og de hænger fast i dyndet resten af deres liv, med en gæld, der bare vokser og vokser.

Vi har med den voldsomme, påtvungne digitalisering på få år skabt et umenneskeligt monster, der lever sit eget liv og hensætter os alle i afmagt. Det burde være frivilligt, og der er områder, hvor man aldrig burde digitalisere. Det bør altid være muligt at få en menneskelig behandling af det offentlige, som vi faktisk alle betaler til«.

Charlotte Christiansen, social- og sundhedshjælper, 62:

» Er du klar over, at man ikke kan få CVR- og momsnummer uden at være koblet på digital post? For »det kan systemet ikke håndtere«, som jeg fik at vide, da jeg (ret desperat) undersøgte det.
Man har med andre ord frataget folk retten til at forsørge sig selv på grund af en ambitiøs digitaliseringsidé… «.

Marie, økonom, 34:

»Tak for at sætte spot på, at der er mange, som bliver hægtet af de digitale løsninger. Jeg hører selv til den digitale overklasse, men kan tydeligt se omkring mig, at mange står af.

Tag bare nyt NemID (MitID, red.), som ikke har indtænkt, at kodeviseren for dem, som ikke har smartphone, skal have et letlæseligt display, fordi mange af brugerne er ældre med dårligt syn. Tallene er svære at læse og uden baggrundslys – det burde altså være tænkt ind fra starten.

Generelt er offentlige hjemmesider og kommunikation ikke gearet til ordblinde og folk, som ikke er så gode digitalt. F.eks. bliver der konstant ændret i design, så selv om man vidste, hvordan man skulle navigere den ene dag – ja, så ser det ikke ud på samme måde den næste. Når man er ordblind eller ikke så it-erfaren, så er man afhængig af, at tingene ligner det, de plejer – og det er et kæmpe problem, hver gang der bliver ændret noget.

Det er også mangler, som at der ikke er en printknap inde i den nye MitID-boks, så man kan printe sit brev fra det offentlige. Det betyder, at mine pårørende skal have hjælp – selv om de egentlig godt kunne lære at gøre det selv. Men det er alt for meget op ad bakke, at de skal lære det på ny hver tredje måned.

Det er, som om brugervenligheden og brugertestningen helt bliver nedprioriteret i offentlige digitaliseringsprojekter. Bliver hjemmesider og it-løsninger nogensinde testet på ældre mennesker, ordblinde, svagtseende og sådan? Og hvis de gør – hvordan kan man så ende ud med noget, som er så lidt brugervenligt til den målgruppe?«.

Johannes Plesner, cand.mag. i tysk og engelsk, 91:

»Lad det være sagt af en 91-årig it-udfordret, logisk, men ana-logisk tænkende:
Den faste, dogmatiske forestilling om, at alt, hvad der kan tænkes løst og udført digitalt, skal og må løses og udføres digitalt. Og når den digitale løsning foreligger, så er den hellig, urørlig og ufejlbarlig. Den skal gennemføres og forvaltes rigidt og hensynsløst – efter paragrafferne.

Denne forestilling har et navn: DIGITALIBAN«.

Dansk Industris digitaliseringsdronning: Mere brugervenlighed, ikke mere papir, er løsningen for it-underklassen.

Det er på høje tid, at politikerne begynder at tage ansvar for digitaliseringens konsekvenser for borgerne, mener DI Digitals chef, Rikke Zeberg, der indtil 2021 var chef for Digitaliseringsstyrelsen.

Mere brugervenlig

20-25 procent af danskerne er digitalt udsatte. Ikke blot ældre, borgere med handikap og socialt udsatte. Men også unge, der ikke begriber systemerne, og arbejdere, som i kraft af et manuelt arbejdsliv aldrig er blevet fortrolige med teknologien.

Artikelserien ’Den digitale underklasse’ i dagbladet Politiken har afdækket, hvordan gruppen af op mod 1,5 million danskere risikerer tab af velfærdsrettigheder, muligheder og værdighed som konsekvens af begrænsede it-evner, -udstyr eller overskud. Og hvordan stadig mere ansvar for hjælp overdrages til deres pårørende.

Vi skal tage situationen med så mange it-udsatte danskere dybt alvorligt, og vi skal handle på den. Men løsningen er ikke et parallelt velfærdssamfund med papir for det mindretal, der ikke kan eller vil føre dialog med det offentlige over smartphonen eller computeren.

Sådan lyder det fra Dansk Industris digitaliseringspolitiske direktør, Rikke Zeberg. I stort set hele sin karriere har hun beskæftiget sig med offentlig digitalisering, og gennem godt otte år frem til 2021 var hun vicedirektør og direktør for Digitaliseringsstyrelsen.

»At skabe en ny adgang til den offentlige sektor, som over én kam vil gøre alting analogt, vil blive dyrt og ineffektivt, og så vil den offentlige sektor bruge sine knappe ressourcer på de forkerte ting. I stedet handler det om at skabe mere brugervenlige systemer, som er intuitive for borgerne at bruge«, uddyber Rikke Zeberg, direktør i DI Digital.

Reaktionen kommer, efter at blandt andre den juridiske tænketank Justitia samt flere partier har peget på behovet for, at digitale selvbetjeningssystemer bliver en frivillig ret og ikke en pligt for borgerne. Alt sammen i kølvandet på Politikens serie af artikler om den digitale underklasse i Danmark – 20-25 procent af befolkningen – der risikerer at miste rettigheder og værdighed på grund af it-kvaler.

Bliver ikke nemmere for nogen

Inden sin tid i Dansk Industri og Digitaliseringsstyrelsen beskæftigede Rikke Zeberg sig med digitalisering, regelforenkling og afbureaukratisering i Finansministeriet. Hun mener ikke, at det foreslåede analoge alternativ vil gøre livet lettere for hverken borgerne eller det offentlige:

»Skal de borgere så gå ned på Borgerservice, finde og udfylde en papirformular – alt afhængigt af velfærdssystemet – udfylde den lange formular, hvorefter en sagsbehandler skal sidde og taste oplysningerne ind? Det bliver det, tror jeg, hverken lettere eller mere gennemskueligt for borgeren af, og det vil helt sikkert være mere ressourcekrævende for det offentlige. Den offentlige sektor er superkompliceret, og de bagvedliggende deadlines og krav til borgeren er der jo stadig i reglerne bagved. I stedet bør man se på, hvordan de digitale systemer i højere grad kan laves brugervenlige, så der er en sammenhæng i den offentlige sektor, og at regler bliver forenklet og mere gennemskuelige for borgerne«, siger Zeberg.

Eksperter har peget på det strukturelle problem i, at digitaliseringen af Danmark i årevis har været drevet frem af Digitaliseringsstyrelsen under Finansministeriet med hovedfokus på effektivisering, mens borgernes ve, vel og retssikkerhed er glemt og klemt i farten.

Effektivisering og brugervenlighed

Rikke Zeberg har fulgt udviklingen inde fra Finansministeriet og Digitaliseringsstyrelsen. Hun anerkender, at digitaliseringsbølgen, da den tog fart efter årtusindskiftet, indledningsvis var med stort fokus på effektivisering og med offentlige besparelser i administrationen for øje.

»Men langsomt hen ad vejen – og virkelig meget de senere år – har der været stort fokus på at sikre brugervenlighed og en bedre service. Hvis det er svært at bruge it-systemerne, og borgerne alligevel skal lave opkald til myndighederne for at få hjælp, så er vi lige vidt. I dag er brugervenlighed og -service en kerne i hele digitaliseringen, og i min tid i Digitaliseringsstyrelsen var jeg selv med til at lave et kontor for digital inklusion, hvor vi talte enormt meget om brugervenlighed og den gruppe, der har brug for ekstra hjælp. Brugervenligheden er en forudsætning for effektiviseringen, og det er vigtigt at gå på de to ben«.

Det er en udfordring, at politikerne ikke diskuterer digitaliseringen og drøfter dens konsekvenser og grænsedragninger mere indgående
Rikke Zeberg, direktør, DI Digital

Aktuelt udfordrer og frustrerer overgangen til MitID titusindvis af borgere, der ikke selv kan klare skiftet og har lange udsigter til hjælp. Er systemet og forløbet udtryk for en høj brugervenlighed?

»Jeg vil helst ikke for dybt ind i MitID, for jeg har selv tidligere været involveret. Men generelt er det utrolig vigtigt, at der selvfølgelig skal være hjælp at hente for borgerne, og der har så været omstændigheder omkring udrulningen med sammenfald af uheldige ting«, siger hun.

Sikkerhed bliver en snubletråd

Dermed henviser hun til, at mange kommuners borgerservicecentre er blevet lagt ned også af pres fra ukrainske flygtninge og en folkeafstemning i foråret. Som konsekvens af det veritable kaos blandt borgerne blev deadline for den endelige udfasning af NemID skubbet fra 30. juni til 31. oktober.

Rikke Zeberg peger på, at brugervenligheden kan lide overlast på grund af et hensyn til den sikkerhed, der skal hindre borgere i at blive ofre for it-kriminalitet eller digitale overgreb.

»Min erfaring er, at man i hvert fald i de statslige systemer er blevet rigtig god til at lave tests på forskellige brugergrupper og også dem, der har det sværest. Kun på den måde kan man opdage, om systemet er intuitivt og let at bruge. Men når systemerne samtidig skal være sikre, som jo er vigtigt for borgernes tillid, har det ofte også en pris for brugervenligheden. Eksempelvis var vi vant til med NemID-appen, at den automatisk åbnede, når noget skulle godkendes, det gør den ikke på MitID. Det er en sikkerhedsfeature, at man selv skal søge appen frem, men det koster på brugervenligheden«.

Forsker: Har ikke forstået, hvad det her handler om

Søren Skaarup, postdoc ved IT Universitetet (ITU), forsker i borgerens møde med den digitaliserede velfærdsstat. Han læste den første version af nærværende artikel med Rikke Zeberg og DI’s pointer, og det fik ham straks til tasterne: »Når jeg læser Rikke Zebergs udtalelser, må jeg atter en gang erkende, at de, der sidder på toppen af digitaliseringen i Danmark, ikke helt har forstået, hvad borgernes udfordringer handler om«.

Søren Skaarup er tidligere borgerservicechef i Albertslund Kommune og var i 1990’erne med til at sætte borgerrettet digitalisering på dagsordenen i Statens Information og Forskningsministeriet, da Danmarks første digitaliseringsstrategier blev skrevet.

»Det er jo ikke et valg mellem digitalisering og papir«, skriver han i en mail.

Forskeren peger på, at løsningen og strategien burde tage udgangspunkt i borgeren først i stedet for digitaliseringen først.

»I en borgeren først-strategi kan enhver borger være så digital, som personen har lyst til og mulighed for. Men her er det også nemt at løse hele eller dele af sin opgave på andre måder, og borgeren vil stadig modtage en service af høj kvalitet og blive behandlet med værdighed og respekt. Langt de fleste borgere vil i langt de fleste tilfælde foretrække at klare det hele, eller så meget som muligt af det, digitalt. Men nogle vil aldrig gøre det, og mange af os – faktisk nok de fleste – vil indimellem stå i situationer, hvor det digitale ikke slår til. Det er jo ikke borgeren, der ikke slår til, og vi har brug for noget andet og mere end det, som det digitale kan løse«, siger Søren Skaarup og tilføjer:

»Digitalisering bør også handle om medborgerskab, værdighed og retfærdighed – begreber, som stort set er og har været fraværende i debatten om digitalisering«, siger ITU-forskeren.

Politikerne skal vågne op

Foruden at få skruet op for brugervenligheden og brugertestningen mener DI, at løsningen på samfundsproblemet med de mange digitalt udsatte er at sikre deres adgang til at få hjælp af et menneske. Lovgivning og regelværk skal i højere grad forenkles. Endelig skal der sættes gang i at løfte borgernes kompetencer udi ny teknologi.

Konkret arbejder Dansk Industri og andre organisationer for at gøre teknologiforståelse til et obligatorisk fag fra folkeskolen og op gennem uddannelsessystemet.

Når systemerne samtidig skal være sikre, som jo er vigtigt for borgernes tillid, har det ofte også en pris for brugervenligheden
Rikke Zeberg, direktør, DI Digital

En væsentlig trædesten til det hele er dog, at politikerne langt om længe begynder at tage ansvar for digitaliseringen og dens konsekvenser for borgerne, siger Zeberg. Dermed er hun på linje med en lang række eksperter og organisationer, der i årevis har efterlyst de folkevalgtes fokus på den digitalisering, der stille, men sikkert, har omkalfatret vores samfund og måden, vi omgår hinanden på.

»Det er en udfordring, at politikerne ikke diskuterer digitaliseringen og drøfter dens konsekvenser og grænsedragninger mere indgående. Digitalisering bliver set som noget teknisk og noget, der er meget sværttilgængeligt – det bliver gjort mere kompliceret, end det i virkeligheden er. Af de forskellige løsningsforslag, jeg har set, tror jeg, det kunne være en god idé at få oprettet et digitaliseringsudvalg i Folketinget, så man kan få grundige diskussioner af de grundlæggende infrastrukturer i Danmark, som vi alle er dybt afhængige af fungerer«, siger direktøren i DI Digital.
Kilde: Politiken – Jakob Sorgenfri Kjær Journalist

 

Digitalisering af undervisningen

IPads i folkeskolen truer med at gøre vores børn til inkompetente medborgere.

Selv om forskning peger på, at man lærer mest af at læse på papir, fortsætter politikerne med at digitalisere folkeskolen. Opnår børnene ikke tilstrækkelige læsefærdigheder, går det ud over deres evne til at deltage i demokratiet, skriver lektor Claus Bangsholm i dette debatindlæg.

IPads i folkeskolen skaber inkompetente medborgere

Teknologifikserede embedsmænd og politikere vil ikke kun digitalisere velfærdssamfundet men også undervisningen.
Man har fokus på IT i stedet for at interessere sig for udviklingen af børnenes læsefærdigheder. Det efterlader lærerne med et krav om at lære børnene at bruge den nye teknologi, som mange af lærerne måske ikke selv hverken bruger eller forstår, skriver dagens kronikør.

Folkeskolen skal forberede eleverne til at blive aktive demokratiske samfundsborgere i det danske folkestyre. Det står der i folkeskolelovens formålsparagraf. Derfor skal eleverne lære at skaffe sig viden, så de som voksne kan handle på et oplyst grundlag, når de stemmer, følger med i medierne eller på anden måde er politisk aktive.

Læsning er nøglen til læring. Kan man læse, kan man tilegne sig viden og blive klogere på tilværelsen.

Forskning viser, at papir fortsat er det foretrukne medie, hvis man skal læse længere tekster, især når det drejer sig om dybere forståelse og vidensopbygning. Læsning af længere tekster er nødvendigt for udvikling af færdigheder som koncentration, udbygning af ordforråd og hukommelse.

Men skærmlæsning er fortsat i vækst, selv om pædagoger og forskere erkender, at skærmmediet ikke er velegnet til fordybelse.

Digital læsning duer ikke

»Vi lever i en tid med stadig hurtigere og mere gennemgribende digitalisering,« siger forskningsleder for det fireårige forskningsprojekt E-READ, Theresa Schilhab.

Over de seneste fire år har omkring 200 akademikere og videnskabsfolk inden for læsning, forlagspraksis og litteraturvidenskab fra hele Europa undersøgt digitaliseringens indflydelse på læsning og læsepraksisser.

En af undersøgelsens konklusioner er, at undervisere skal gøres bevidste om, at den hastige udskiftning af trykte materialer, papir og blyanter med digitale teknologier i grundskolen ikke er neutrale. Udskiftningen kan medføre et fald i udviklingen af børns læseforståelse og deres begyndende kritiske tænkning.

Der er ingen undersøgelser eller forskningsresultater, der viser, at en iPad fremmer læseforståelsen. Alligevel bruger eksempelvis Rudersdal Kommune tocifrede millionbeløb på at digitalisere deres folkeskoler. Selv i de mindste klasser får børnene en kommunal iPad.

I rapporten ’Børns læsning 2017 – En kvantitativ undersøgelse af børns læse- og medievaner i fritiden’ fra Nationalt videncenter for læremidler er en af konklusionerne, at læsning fortsat er »en afgørende grundkompetence i forhold til børns læring og udvikling, og når de seneste PISA-undersøgelser viser, at omkring 15 procent af de danske elever har meget svage læsefærdigheder, vækker det bekymring«.

Men teknologifikserede embedsmænd og politikere har alligevel stadig fokus på at digitalisere folkeskolen i stedet for at holde øje med udviklingen af børnenes læsefærdigheder. Det efterlader lærerne med et krav om, at lære børnene at bruge den nye teknologi, som mange af dem måske ikke selv hverken bruger eller forstår.

I Rudersdal Kommune havde forvaltningen udarbejdet en farvestrålende, men meget luftig brochure, som stort set uden dokumentation og analyse dannede grundlaget for den store satsning på digitale medier.

Digitale medier forstyrrer

Mens børn og unge bruger stadigt mere tid på digitale medier, bruger de mindre tid på at læse bøger. Og der er en klar sammenhæng mellem de to tendenser, viser den førnævnte undersøgelse fra 2017:

»Det er tydeligt, at der sker et markant fald i børns boglæsning mellem 5. og 6. klasse og så igen mellem 6. og 7. klasse. Her har børnene nået en alder, hvor deres brug af sociale og digitale medier stiger markant. Det giver sandsynligvis mindre tid til fritidslæsning,« siger Stine Reinholdt Hansen, der står bag undersøgelsen.

Men det er denne udvikling, som skolevæsenet i eksempelvis Rudersdal understøtter.

I undersøgelsen af børns læsning fra Nationalt videncenter for læremidler er børnene blevet spurgt, hvor ofte de læser forskellige tekster på digitale medier. Den type tekster, de oftest læser, er beskeder på telefon, PC og tablet. 70 procent af både drenge og piger læser den type tekster hver dag.

Websider fundet via søgetjenester som Google, Wikipedia eller Facebook (som regel korte synspunkter uden egentlig argumentation) læses også ofte. 50 procent af alle læser sådanne tekster næsten hver dag og 71 procent mindst flere gange om ugen.

Lydbøger og netaviser høres eller læses af de færreste. Henholdsvis 83 procent og 84 procent hører eller læser sjældent eller aldrig denne type tekster. E-bøger og blogs er heller ikke så populære. 79 procent af alle børn svarer, at de sjældent eller aldrig læser e-bøger, mens kun ti procent læser e-bøger mindst flere gange om ugen.

Uha, der tabte jeg nok en del læsere, dem der ikke er vant til at læse tekster med mange tal, og derfor går uden om den slags information. Det er en af konsekvenserne af deres manglende læsefærdighed.

Truer demokratiet

Så nåede jeg frem til min pointe. Brug af iPads – både i skolen og i fritiden – tager tid fra læsning af trykte materialer og fra brug af papir og blyanter. Konsekvensen er stadig dårligere læsefærdigheder, som ikke bliver kompenseret af øget skærmlæsning, der ifølge utallige undersøgelser bruges mere overfladisk og slet ikke egner sig til dybdelæsning, vidensopbygning og lange tekster.

Mads Meier Jæger, professor i sociologi ved Københavns Universitet, fortæller i en artikel i Kristeligt Dagblad, at »hver femte dansker læser aldrig bøger«. Jæger fastslår også, at hans forskning ret entydigt viser, at boglæsning – især af faglitteratur – er en vigtig del af, hvad man kunne kalde en samlet livsstilspakke. En pakke, som sikrer, at man får kontrol over sit liv og kommer til at ligge højt i det sociale hierarki.

Måske endnu væsentligere, så svækker utilstrækkelige læsefærdigheder vores evner til at deltage i den demokratiske proces, som primært bygger på, at vi kan tilegne os den viden, der er grundlaget for vores deltagelse i demokratiet.

De digitaliseringsbegejstrede politikere i Rudersdal og mange andre kommuner bærer derfor et stort ansvar for at understøtte en negativ udvikling, som svækker befolkningens læsefærdighed.

Skal vi så skrotte alle skolernes iPads og tablets?

Nej, selvfølgelig ikke, men de bør først anvendes, når børnene har opnået en tilfredsstillende læsefærdighed.

Folkeskolen skulle gerne udvikle unge, der magter mere end at læse tweets fra verdens mægtigste mand. Trump og udviklingen i amerikansk politik er et meget dårligt forbillede. Men som med så meget andet kommer den udvikling nok også til at påvirke Danmark, hvis politikerne og folkeskolen ikke stopper deres blinde tro på digitaliseringens vidunderlige egenskaber.

Spørgsmålet er, om der mon nogensinde ligger en bog på præsident Trumps natbord.
Claus Bangsholm

 


Kig Op
!

”I dag foregår alt bag skærme, uanset hvorhen man kigger. Om det er i bussen, derhjemme eller i undervisningen. Jeg havde en nysgerrighed over for, hvordan det på relativt få år er blevet sådan. Jeg oplevede selv, når jeg underviste, at alle sad og kiggede ned i en skærm, og at der ikke var så stor deltagelse som tidligere. De samme spørgsmål blev ofte stillet flere gange, fordi de studerende ikke var opmærksomme samtidig.”

”Jeg har nu selv i flere år ikke tilladt skærm i undervisningen. Jeg ønskede at finde ud af, om det var et udtryk for teknologiforskrækkelse fra min side, eller om der var forskning, der bakkede op om mine antagelser. Det var der, og derfor er mit budskab nu, at vi er nødt til at skrue ned for skærmbrugen, når vi underviser.”

De studerende skal i højere grad lade computer, tablets og telefon ligge i tasken, når der undervises. Ellers ender vi med en generation, der er fortabt i virkeligheden, mener CBS-lektor Peter Holdt Christiansen, forfatter til bogen: Kig op! – undervisning uden et blåt skær.

 

Åndeligt fravær er erstattet af digitalt fravær

En folkeskole i verdensklasse sagde Anders Fog Rasmussen. Han forestillede sig, at folkeskolen skulle løfte Danmark ud af den økonomiske krise. Det gjorde Helle Thorning Schmidt og alle efterfølgende statsministre også. Nonsens, vi savner en overordnet tænkning (ikke flere regneark), der handler om, hvorvidt vi kan bruge IT til noget, der gavner eleverne i deres læringsproces. Det haster, hvis ikke alle klasseværelser og lærerværelser i fremtiden skal minde om et S-tog eller en bybus i myldretiden, hvor næsten alle sidder med blikket stift rettet mod skærmen, medens de lader fingeren skubbe nye skærmbilleder frem.

Når en lærer trådte ind i et klasselokale, kunne han eller hun tidligere styre elevernes opmærksomhed, dem der ikke lod sig indfange snakkede man om på lærerværelset som ”åndeligt fraværende”. Sådan var det engang, det er det ikke mere. Når læreren nu går ind til eleverne, ses adskillige uforstyrrede ansigter, belyst af grønt, rødt eller blåt skær fra computerspil, Facebook og YouTube. Måske fokuserer elevernes øjne stift på en smartphones lille skærm.

I dag kan læreren lektionen igennem ikke undgå at lægge mærke til elever, der ufortøvet fortsætter med ”skyde- og slagsmålsspil” og opdaterer Facebook, eller hvad de nu foretager sig. Det har jeg selv i stigende grad oplevet. Man kunne kalde det ”digitalt fravær”.

Fra danske daginstitutioner til højere læreanstalter vokser det digitale fravær, i takt med at eleverne får udleveret gratis iPads eller andre tablets. I Rudersdal kommune indkøbte skolechef, Martin Tinning mere end 5000 iPads til alle kommunens folkeskoleelever. Prisen er ikke offentlig, men 24 millioner er et godt bud – hertil skal så lægges mange millioner til nødvendige installationer, opdatering af netværket, indkøb af software og efteruddannelse af lærerne, og følger alle folkeskoler eksemplet fra Rudersdal kan folkeskolen se frem til en udgift på 3-5 milliarder. Derfor blev skolechefens indkøb nok bemærket hos Apple i Silicon Valley, hvor mange forældre ellers i erkendelse af, at de grundlæggende færdigheder udvikles ret tidligt i folkeskolen, vælger den lokale Steinerskole. Her bliver de nemlig uddannet til kreative unge mennesker, der er klar til bl.a. at lave nye revolutionerende teknologiske opfindelser. Tricket er at computere, iPads og smartphones er bandlyst fra undervisningen de første mange år og først bliver taget ind som seriøse arbejdsredskaber hos de største elever. Børnene lærer først at bruge kroppen, mærke naturen, håndtere værktøj og arbejde sig frem til ny viden. Jo mere tid et barn bruger foran en skærm, desto mindre tid vil barnet bruge ude i naturen med at lege noget sjovt og fysisk, det må opfattes som en kendsgerning både i Silicon Valley og Rudersdal kommune! 

Når man spørger Rudersdals skolechef ”Hvorfor det er en god ide at bruge iPads?” henvises man til nogle farvestrålende foldere, fyldt med mange luftige påstande, ideer, formodninger og håb, men absolut ikke noget, der dokumenterer, hvorfor børnene skal have iPads. Det er som om teknologien er blevet en kulturkraft, som alle bare må følge, selvom man ikke kan udpege kilden til denne teknologibegejstring. 

Måske fordi lærerne stort set ikke havde været taget med på råd, forsikrede skoleforvaltningen dog lærerne og pædagogerne om at:

”Den digitale tilgang er et naturligt valg for elever, lærere og pædagoger i Rudersdal Kommune, (men kun, min tilføjelse) hver gang det understøtter elevernes læring, dannelse og alsidige udvikling”

Hele processen omkring digitaliseringen af folkeskolen i Rudersdal kommune afslører, at hverken skolechefen eller politikerne har forstået, at lærerne, også efter den nye skolereform, er de reelle ”gatekeepers”, det er dem der skal lukke den nye teknologi ind i klasseværelset, også selvom reformen har omskabt folkeskolen, så den nu er blevet et lukket topstyret system. 

Gruppetænkning2 der bliver en kulturkraft

Værdien af IT i undervisningen er blevet talt op, talt op og talt op så mange gange, at de fleste er blevet overbevist om, at der er noget om snakken. Får vi bare mere IT, får vi bedre uddannelser og elever, der kan give kineserne baghjul.

Den opfattelse deles ikke af Larry Cuban3 der er Professor Emeritus på Stanford Universitet. Han har bl.a. forsket i, hvorvidt brugen af teknologi i grundskolers undervisning er etisk forsvarligt, når man sjældent har afprøvet dem, inden de implementeres. Eventyret om kejseren uden tøj er (og har været) en metafor for de skader, der er forårsaget af gruppetænkning, som er en fællesbeslutning, der er et resultat af et pres for at vise enighed og leve op til normerne – og ikke et resultat af grundige saglige overvejelser.

Når denne gruppetænkning omfatter hele nationen og involverer ideer, der har konsekvenser for hele befolkningen, så har alle i et demokrati pligt til at råbe, at kejseren er nøgen, siger Cuban, der netop har været ”Keynote speaker”, på en stor konference om IT afholdt af Aarhus Universitet.
I de sidste tredive år, har der i USA udviklet sig den gruppetænkning, at offentlige skoler kan og skal bidrage til at løse nationale økonomiske kriser og samtidig forhindre den stigende ulighed.

Denne “educationalizing” af et økonomisk problem, har styret amerikanske skolereformer i tre årtier, siger Larry Cuban, og underbygger sin opfattelse med bl.a. citater af Obama fra 2009: ”Kilden til Amerikas velstand har aldrig blot været, hvor dygtigt vi akkumulere rigdom, men hvor godt vi uddanner vores folk. I en verden, hvor arbejdspladser kan flyttes til alle steder på kloden, hvor der er en internetforbindelse, hvor et barn der er født i Dallas nu, konkurrerer med et barn i New Delhi, hvor din bedste jobkvalifikation ikke er, hvad du gør, men hvad du ved. Uddannelse er ikke længere blot en vej til muligheder og succes, det er en forudsætning for succes.”

Den amerikanske gruppetænkning er i høj grad overført til Danmark. Det fremgår tydeligt af a disse uddrag fra regeringsgrundlaget 2011.”Den dybe økonomiske krise og manglende rettidig omhu har bragt Danmark i ubalance. Underskuddet på statens finanser truer med at udhule vores velfærd. Kommende generationers velstand og handlemuligheder er bragt i fare. De menneskelige omkostninger er store. Alt for mange danske familier lever i fattigdom og uligheden er vokset.

Bedre og mere uddannelse og forskning er afgørende for at sikre vækst og velstand i fremtiden. For den enkelte kan uddannelse sikre beskæftigelse, højere løn og gode muligheder. Og et højere uddannelsesniveau lægger et solidt fundamentet under hele samfundets udvikling”.

Vender vi et øjeblik tilbage til USA, så nævner Larry Cuban, at der trods alt fra tid til anden er folk, der udfordrer den herskende gruppetænkning. Særlig bemærkelsesværdigt er det, når det er en økonom, der går imod strømmen. Han citerer den nobelprisvindende økonom, Paul Krugman: ”Vi lever i en periode med hidtil uset teknologisk udvikling, og alt for mange amerikanske arbejdere mangler de nødvendige færdigheder til at klare denne ændring. Denne “kvalifikationskløft” bremser væksten, fordi virksomhederne ikke kan finde de arbejdstagere, de har brug for. Det skaber også ulighed… Så vi har brug for mere og bedre uddannelse.
Mit gæt er, at det udsagn lyder bekendt … Det er gentaget så ofte, at mange mennesker sandsynligvis antager, at det er den uomtvistelige sandhed. Men det er ikke, siger Krugman. Der er ingen beviser for, at en kvalifikationskløft bremser beskæftigelsen. Hvis virksomhederne oplevede desperat mangel på arbejdstagere med bestemte kvalifikationer, ville de formentlig vælge at tilbyde top lønninger for at tiltrække disse arbejdstagere. Så hvor er disse heldige erhverv? Der kan findes nogle eksempler her og der, men det er Interessant, at nogle af de seneste lønstigninger gør sig gældende for kvalificeret manuelt arbejde – syning, kedelsmede, maskinoperatører – som nogle produktions- fremstillingsvirksomheder vil flytte tilbage til Amerika. Men forestillingen om, at der er højere efterspørgsel efter højt kvalificerede arbejdstagere, er bare forkert, siger Krugman.
Hverken Curban eller Krugman mener, at uddannelsernes kvalitet er uden betydning, men der er bare andre forhold, der vejer langt tungere end skolernes bidrag til samfundsøkonomien. Skolerne skaber ikke jobs. De påvirker ikke virksomhedernes valg af nye teknologier, som reducerer antallet af medarbejdere. Det er ikke skolerne, der beslutter at bygge fabrikker i andre lande, eller indskrænke produktionen og sende medarbejderne ud i arbejdsløshed. Det, vi har haft siden midten af ​​1980’erne er en gruppetænkning præget af “mainstream visdom.” Skoler skal omdannes til slankere, smartere og mere effektive organisationer, præcis som det er sket med amerikanske virksomheder. Hvorfor? Fordi den nuværende “visdom”, siger, at landets økonomiske krise er et pædagogisk problem, der skal løses. Antagelsen om, at forbedring af de offentlige skoler vil genoplive en svag økonomi og begrænse den stigende ulighed, er stort set ureflekteret og er i sidste ende behæftet med ulogiske, fakta og data. Alligevel genbruges argumenterne som begrundelse for utallige skolereformer. Hvor mange skal råbe, at kejseren er nøgen, før vi dropper den antagelse, at de offentlige skoler kan kickstarte økonomien, spørger Curban.

iPads skal fremme væksten

Det man tro på i USA har også forplantet sig til Danmark. Vækst båret frem af ny teknologi, der kan digitalisere det danske uddannelsessystem. Det har uddannelseschefen i Rudersdal kommune (og med ham mange andre kommunale topchefer) fået bekræftet på hyppige IT-studieture til USA.

De nye tiltag, hvor der skal iPads ud – det er kommunalt. Det er ikke noget, vi har besluttet. Måske man skulle køre det lidt på forsøgsbasis først, inden man bare indfører det for alle. Jeg er også lidt bekymret, for hvad så når det ikke virker. Hvad bliver udfordringen der, og hvem skal stå for at vedligeholde det, og hvem skal reparere dem, hvem skal betale… Det er en kommunal beslutning, sådan opleves det i hvert fald. (Jens, lærer)5

Vi ved det godt, men det er (måske) for sent nu! iPads til alle folkeskoleelever bliver uddelt i en rus af digital forblindelse. Den gruppetænkning man har arvet fra USA, er blevet til en kulturkraft. Men det har ikke handlet om at gøre eleverne klogere, for ifølge Pisa-undersøgelserne klarer elever, der bruger iPads sig dårligere i skolen end dem, der ikke bruger iPads. Både skoleforvaltningen og politikerne i Rudersdal erkender, at der endnu ikke er særlig gode undervisningsmidler til iPads, men det vil markedskræfterne rette op på forestiller de sig. Der er allerede masser af undervisnings-apps, der typisk er en eller anden form for et læringsspil. I stedet for at fører en eller anden figur igennem en abstrakt labyrint, hvor gevinsten er oprykning til næste level, som millioner af computerbrugere har fornøjet sig med til langt ud på natten, så skal eleverne flytte rundt på tal, bogstaver eller figurer. Belønningen er stadig en oprykning til næste niveau. Det kalder man så ved højtidelige lejligheder for differentieret undervisning. Undervisnings-Apps bygger på en forestilling om, at det er kedeligt at gå i skole, og derfor forsøger man at bygge apps, der minder om noget spændende og sjovt. Men undervisning og læring er mere kompliceret end som så. En empatisk og intelligent lærer kan tilpasse sin undervisning, men findes der empatiske eller intelligente apps! Kan eleverne fastholde koncentrationen?

En anden stor udfordring er at fastholde koncentrationen om undervisningen. Det er simpelthen for let at sidde og spille eller skrive en Facebook-opdatering. Det er ikke mere læreren, der har styringen i klassen, det er teknologien og kommunens IT-chef der er blevet mere magtfuld end kommunalbestyrelsen. Skoleelever har altid gjort ting, som lærerne ikke har adgang til. Fx sendt små sedler rundt i klassen. Men omfanget af digital “seddelskrivning” er enormt meget større. Der er forskel på at skrive måske 100 meddelelser om dagen på Facebook, og at modtage et par krøllede sedler fra sidemanden hver anden dag.

”Hvor meget tid der ”går fra” undervisningen, på grund af elevernes digitale fravær, er umuligt at sige. Mit skøn4) er, at omkring 1/3-del af eleverne, imellem 10 % og 90 % af undervisningstiden, var beskæftiget med it-aktiviteter, som intet havde med undervisningen at gøre, skriver Erik Kruse Sørensen i sin konklusion på en større analyse, der byggede på omfattende deltagerobservationer og en spørgeskemaundersøgelse. ”I et stort forskningsprojektet gennemført af bl.a. Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, giver de mange lærerne, som man har interviewet udtryk for, at de ikke aner, hvem der beslutter hvilke teknologier, der finder vej til deres skole og hvorfor. Det er ikke noget, man har talt om, siger forskningsprojektets leder, professor Cathrine Hasse. “Man har talt om, at lærerne ikke var hurtige nok til at gribe de tekniske løsninger, og at man måske har investeret i ting, der ikke bliver brugt ordentligt. Men, at så mange af lærerne er så uvidende om, hvorfor det lige præcis er de teknologier, de bruger eller ikke bruger, det overrasker mig meget”: siger Cathrine Hasse, og undre sig samtidig over, hvor lidt faglig argumentation, der findes rundt omkring på ledelseskontorer og i kommunalforvaltninger, når det kommer til at begrunde, hvorfor man har købt den ene frem for den anden form for teknologi.

Efter mere end 20 års erfaring med IT i undervisningen kan jeg afsløre, at jeg aldrig har mødt en elev, der er blevet dygtigere ved at bruge IT. Men jeg har mødt mange, der er blevet mere overfladiske. Det IT primært har tilført, er en ny form for præsentation af viden eller mangel på samme. En folkeskole i verdensklasse sagde Anders Fog Rasmussen. Han forestillede sig, at folkeskolen skulle løfte Danmark ud af den økonomiske krise. Det gør Helle Thorning Schmidt også. Nonsens, vi savner en overordnet tænkning (ikke flere regneark), der handler om, hvorvidt vi kan bruge IT til noget, der gavner eleverne i deres læringsproces. Det haster, hvis ikke alle klasseværelser og lærerværelser i fremtiden skal minde om et S-tog eller en bybus i myldretiden, hvor næsten alle sidder med blikket stift rettet mod skærmen, medens de lader fingeren skubbe nye skærmbilleder frem.

Inspiration og citater fra: Erik Kruse Sørensen. Master i gymnasiepædagogik (MIG). Pt. Ph.d.-stipendiat.
2) En fællesbeslutning i en gruppe er et resultat af pres om at vise enighed og leve op til normerne – og ikke et resultat af grundige overvejelser der angår sagen. Organisationspsykolog Irving Janis – Yale University
3) Inspiration og citater fra: Fra Curbans blog. Mar 2, 2015 · 01:00
4) Erik Kruse Sørensen
5) Inspiration og citater fra: TEKU-MODELLEN. Teknologiforståelse i professionerne. Catrine Hasse og Lene Storgaard Brok. Aarhus Universitet.

 

Brug for flere empatiske og kritiske børn og unge

Når der er behov for at udvikle og forstærke børns digitale dannelse, skyldes det, at skolen og forældrene ikke har justeret den almene dannelse til at omfatte det voksende antal problemer i og omkring den nye teknologi og de digitale medier, skriver Claus Bangsholm, som her ses i 1948 sammen med sin mormor, hvor han begyndte sin egen dannelse. Foto: privatfoto

Mennesket fødes uden opdragelse, uddannelse og kultur – altså uden nogen form for dannelse. Men vi er heldigvis født med en evne til at tænke, analysere, reflektere, undersøge og være nysgerrige – egenskaber, som ikke findes i samme omfang hos andre dyrearter.

Dannelse er den socialisering, der skabes i samspillet med forældre, pædagoger, lærere og andre erfarne og vidende mennesker. Men fra tid til anden må dannelses- idealet justeres. Den seneste justering har fokus på digital dannelse! Der er problemer med vores brug af IT. Det måtte jo komme, når næsten alle børn og voksne bruger digital teknologi, og når kommunerne har postet trecifrede millionbevillinger i ny teknologi til daginstitutioner og skoler, selvom der ikke rigtig eksisterede seriøse analyser, inden teknologien blev rullet ud.

Ægget og hønen

Endnu engang lagde man et æg uden først at undersøge hønen. Men det skulle gå hurtigt, blandt andet på grund af frygten for globaliseringen og den asiatiske tiger. Det krævede mere, meget mere IT-teknologi, at ruste børnene til konkurrencestaten, mente man. Beslutningstagerne kunne slet ikke forestille sig, at børn og unge skulle udvikles til andet end arbejdslivet. Men mens skoler i resten af verden går den anden vej, vinder undervisning uden iPads og computere frem i hjertet af techindustriens hovedstad. I Silicon Valley sender forældre deres børn til lav-tech skoler. De vælger Steinerskoler ud fra den opfattelse, at undervisning, pædagogik og opdragelse ikke blot er teknik eller et håndværk, der kan registreres i Excel, men derimod »noget, der mest minder om en form for kunst«, som Brian Degn Mårtensson, lektor i pædagogik, fastslår.

– Den målstyrede konkurrencestatsskole er et tilbageskridt i retning af et ufrit samfund, siger Brian Degn Mårtensson.

»Alt for ofte bliver teknik (læs teknologi) forvekslet med ånd«, sagde Informations legendariske chefredaktør Børge Outze i 1949. Dengang var det telefoto, fjernskrivere, lysaviser og rotationspresser, der truede med at tage fokus fra det væsentlige – udbredelsen af det frie ord – at fortælle sandheden, morgen, middag og aften. I dag kan ny teknologi også beruse de fleste og i høj grad de politiske beslutningstagere.

Manglende justering

Når der nu er behov for at udvikle og forstærke børns digitale dannelse, skyldes det, at skolen og forældrene ikke har justeret den almene dannelse til at omfatte det stadigt voksende antal problemer i og omkring den nye teknologi og de digitale medier. Der er mere end nogen sinde brug for kritiske tænkere, der kan afkode falske nyheder og ikke selv bidrage til spredningen af tvivlsomme informationer i den sociale mediestrøm, som vokser i takt med, at antallet af avislæsere falder. Kritisk og analyserende tv begrænses og erstattes af reality-tv med stor underholdningsværdi som for eksempel »Den store bagedyst«.

Kernen i digital dannelse er, at man skal opføre sig som en kritisk tænker, der kan vurdere og sortere nettets informationer og argumenter, så man kan træffe velbegrundede beslutninger. En afgørende metode er kildekritik. Nu er vi rigtig langt fra det, der foregår på Facebook, hvor konklusionerne ofte er forhastede, hvor man undlader at lede efter yderligere informationer og dropper væsentlige argumenter. Der er nok at tage fat på, hvis man vil justere den digitale dannelse.

Kritisk tænkning

Evnen til kritisk tænkning bliver ofte fremhævet som en af det 21. århundredes væsentlige kompetencer. I fremtiden vil der blive brug for mange flere kreative, empatiske og motiverede unge, som kan tænke kritisk. Digital dannelse handler ikke om at gå i takt med alle dem man møder på nettet, men at stå ved sin egen formåen og meninger.

Vi lever i en verden uden faste dogmer, rettesnore eller sandheder og har derfor i høj grad brug for tænkere, der er i stand til at guide og vejlede os om valg, værdier og mulige konsekvenser. På den måde kan kritisk tænkning siges ikke kun at være en nyttig kompetence, men også at være et centralt element i dannelsen.

Fra mit otium siger jeg bare: Hvorfor ikke etablere skoler med skærmfri undervisning: Slip børnene fri fra digitaliseringen, folkeskolereformen, Excel, PISA, nationale test, iPads karakterkrav, frygten for de gule tigre, tvang, organiseret leg, forberedelse til konkurrencestaten, datastyring, målstyring og kompetenceræs.

Lad tusinde blomster blomstre!

Digitalisering af markedet

Lige siden det første menneske stjal eller byttede sig til noget, der var i en andens besiddelse, har der eksisteret et marked. Der har altid været ”købere” og ”sælgere”.
Varer og tjenester er i moderne samfund blevet udvekslet i en analog proces. Fødevarer blev fx udstillet på et marked og senere i en butik, hvor interesserede så kunne vælge dem og betale sælgeren med penge.
Sådan foregår det stadig, det der har forandret sig, er den måde der betales på, gammeldags penge bruges næsten ikke, men er erstattet af elektroniske penge i form af Dankort eller MobilePay. Selve købsprocessen er analog, men betalingen i stadig højere grad digital.

Digital handel
Bemærk – den lille legevogn koster kun 37,50 kr. Kilde: Det Kongelige Bibliotek

Journalisten og forfatteren Erik Nørgaard har engang kaldt Daells Varehus-kataloger for Danmarks vigtigste kulturhistoriske tidsskrifter!

Daells Varehus blev oprettet af brødrene Christen og Peter Møller Daell. Det begyndte under navnet Varekontoret som et postordrefirma efter amerikansk forbillede, og man annoncerede i ugeblade som Hjemmet. De første 421 pakker blev sendt til kunder i 1906 og i 1910 var man allerede oppe på 50.959 pakker. Samme år tog man navnet Daells Varehus, og i 1912 åbnedes varehuset (et stormagasin) i Nørregade i København.
Daells Varehus sendte farvestrålende kataloger til hele Danmark. Det første kom i 1911 med en lille snor i, og på bagsiden af kataloget anbefaledes det at hænge det op i snoren, ”saa har De det altid let ved Haanden!”

Katalogerne kom med posten. Ikke kun fra Daells Varehus, der fandtes mange andre ”postordrefirmaer” Der som ordet fortæller modtog kundernes ordre pr. post, og så efterfølgende sendte de bestilte varer med posten. Varerne skulle betales på posthuset.
Helt igennem en analog proces længe før internethandel var mulig.
Forresten har Daells stadig ”postordresalg”, nu kun med møbler, men Daells Bolighus bruger ikke mere husstandsomdelte kataloger – de ligger på nettet, og betalingen foregår selvfølgelig online, altså en helt igennem digital proces. Varerne fragtes ud til kunderne af nogle af de mange private ”postselskaber”, som næste har taget livet af Post Danmark, som i øvrigt har skiftet navn til PostNord, og er et samarbejde med de tidligere statslige postorganisationer i Norge, Sverige og Danmark.

Butiksdød og manglende service

Nethandel er stadig i vækst, selvom kunderne godt ved, at det bidrager til at lukke den lille købmand i lokalsamfundet. Den personlige og faglige vejledning i en traditionel butik er også forsvundet. De net-handlende må nøjes med en velfungerende bytteret.
Det digitale marked er et eksempel på en særdeles vellykket anvendelse af informationsteknologi, og det ligger ikke langt ude i fremtiden, at nogle varet kan leveres nærmest omgående med flyvende droner.

Sammenligner man nogle af de problematiske offentlige selvbetjeningsløsninger,  med digitale processer hos private virksomheder, så er det åbenlyst, at man her har betydelig større fokus på kundetilfredshed, man kan fx ikke købe en pakke batterier hos ”Batteribyen”, uden at blive opfordret til at deltage i en tilfredshedsundersøgelse, og modtager man personlig support fra en softwareproducent, så bliver man opfordret til at vurdere medarbejderens indsats. Tankevækkende, men den simple forklaring er måske bare, at der er tale om frivillighed, ingen er jo tvunget til at handle med bestemte firmaer, så hvis de skal tjene penge, skal deres digitale infrastruktur være i orden. Derimod er der ikke tale om frit valg når borgere benytter de offentlige digitaliseringsløsninger. Det er et krav!

Digitalisering af hverdagsliv, familieliv og arbejdsliv

Mange borgere lades i stikken af digitalisering, der uden omtanke rammer mange sider af hverdagslivet. Det som tidligere var en udveksling mellem mennesker bliver nu digitaliseret. Trods mange problemer er digitalisering af vores hverdagsliv kommet for at blive. Der er ikke nogen vej tilbage til tiden før Google, iPhones og de mange andre apps.
Mange problemer med digitalisering kunne afhjælpes, med bemandede borgercentre, som kan yde nødvendig hjælp og service ansigt til ansigt. Det er også vigtigt, at man holder op med at betragte automatiserede digitale processer som et gode i sig selv. Man kan jo ikke bremse udviklingen…!

”I virkelighed er det udtryk for en umoden tilgang til digitalisering, som formentlig beror på, at udviklingen kun har 20-30 år på bagen. Det er i øvrigt en umodenhed, som også præger vores brug af smartphones og skærme privat og blandt børn og unge i undervisning,” mener Johannes Henriksen Nyheds- og debatredaktør Kristeligt Dagblad.

Familieliv og livskvalitet påvirkes selvfølgelig af digitaliseringen, som næsten altid beskrives som udtryk for fremsynethed, kontrol, konkurrencedygtighed. Men stadig flere mener, at digitaliseringen stjæler både vores tid og livskvalitet, fordi det betyder en verden af koder og virtuel support, med fokus på kontrol af personlige oplysninger, der skal gentages utallige gange. Ventetid – du er nummer 34 i køen. Koder skal skiftes og genoprettes. Der skal besvares ubegribelige sikkerhedsspørgsmål som: Hvad hed dit kæledyr, da du var barn? Hvilke tal og bogstaver viser disse kruseduller?
Men er det så nemmere med NemID og MitID, netbank og e-Boks! Nej – alt har sine egne koder, profiler og brugernavne, internet, TV og telefon, regninger, helbredsportal og økonomi, alt har koder. Når man ender i blindgyder, kommer der en opmuntrende mail: Tillykke. Du er tæt på…
”Er der nogen, der undersøger, om det faktisk er økonomisk fordelagtigt for samfundet at ophæve al menneskelig kontakt, at nedlægge den menneskelige følsomme verden omkring os? At lukke posthuse, lokalbutikker, banker, bemandede togstationer og benzintanke? spørger Katrine Wiedemann i et debatindlæg i dagbladet Information. Det spørgsmål stiller de yngre generationer ikke – for de har aldrig kendt til analog nærkontakt med det offentlige.

Digitaliseringen af arbejdslivet har ændret meget arbejdes karakter, når man har etableret distancearbejde, platformsarbejde og mobilt arbejde baseret på informations- og kommunikationsteknologi (IKT).

Telenord et eksempel:

Telenor har defineret fem principper for det fleksible arbejdsliv, der kan guide medarbejderne, når de skal beslutte, hvor og hvordan de vil arbejde.

Frihed og fleksibilitet
Du har frihed til at arbejde der, hvor det bedst giver dig mulighed for at varetage dit ansvar. Både i forhold til dine arbejdsopgaver, samarbejde med dine kolleger og ikke mindst kundernes behov.

Vælg fællesskabet til
Samarbejde er helt afgørende og også vigtigt for følelsen af at høre til. Derfor forventes det, at du jævnligt kommer på arbejdspladsen, når der er behov for det – både fagligt og socialt.

Tilgængelig og proaktiv
Det skal fortsat være muligt at kontakte dig, selvom du arbejder fra et andet sted. Og det forventes, at du selv rækker ud til din leder, kolleger og andre samarbejdspartnere.

Lederskab baseret på tillid
Lederen skal sætte retning, definere forventede resultater, vise tillid, støtte og følge op. Lederen har også fortsat en ret til at beslutte, hvornår det er nødvendigt, at I mødes fysisk.

 


Danmark var faktisk et ekstremt veldrevet, trygt og sikkert samfund, før vi blev digitale.

Analogiseringsstyrelsen mener, at farten på digitaliseringen af samfundet skal sættes ned. At vi skal tænke os om. Hele den digitale bevægelse af samfundet bør gentænkes og analyseres til bunds.

Modsat skiftende regeringer er Analogiseringsstyrelsen ikke stolte af Danmarks ry som »verdensmester i digitalisering«, fordi det betyder, at vi har brugt flere af borgernes penge og løbet større risici med deres private oplysninger end andre lande.
Et af tænketankens »strategiske mål« er, at Danmark skal ligge midt i indekset for digitalisering, mellem Rumænien og Grækenland.
»Vi mangler stadig at se en cost-benefit-analyse af digitaliseringen«, forklarer Anders Kjærulff. »Jeg mener faktisk, at vi som borgere har krav på at vide, om vi overhovedet har sparet på det her.«

Analogisering for et bedre samfund

    • Anders Kjærulff fuldmægtig i Analogiseringsstyrelsen, teknologikritiker og journalist.
      Citeret med forfatterens tilladelse. Har været bragt som kronik i Politiken.

Der går et spøgelse gennem verden. Spøgelset hedder digitalisering. Vi kan se digitalisering i alle statistikker. Undtagen i produktivitetsstatistikkerne. Ifølge en undersøgelse fra OECD er produktiviteten faldet de sidste 10 år, trods eller måske endda på grund af digitaliseringen.

McKinsey, der ikke just kan kaldes maskinstormere, skrev i 2018 også undrende om manglen på produktivitet som følge af digitalisering, naturligvis med en tilføjelse om, at der er et stort potentiale, der endnu ikke er indfriet.

Når vi kalder digitalisering et spøgelse, er det, fordi digitalisering regnes for en supermagt i sig selv, at den unddrager sig ansvar, og at det er på tide, at den bekender kulør.

Påstanden bag den er, at alt er bedre ’digitalt’. Men når det kommer til stykket, er vi jo alle analoge, uanset den elektronik, vi er pakket ind i. Analogiseringsstyrelsen mener, at digitaliseringen er nået til at punkt, hvor den skader mennesket og vores samfund. Vi stiller os hermed til rådighed for konstruktive analoge løsninger på de mange problemer, det digitale har skabt.

Men der er faktisk steder, det går godt med det digitale: Produktiviteten stiger fx.   voldsomt inden for medier, i computerbranchen og i den finansielle sektor, hvor sidstnævnte arbejder utrætteligt på at udfase de ikke-gebyrvenlige analoge og anonyme kontanter for at kunne erstatte dem med rent digitale, sporbare elektroniske overførsler.

Når det handler om mennesker, går det knap så godt. Der har aldrig været så megen klart dokumenteret angst og psykisk sygdom i samfundet, som der er nu. Vi mangler desperat pædagoger og sygeplejersker og politifolk og fængselsbetjente og social- og sundhedsassistenter og læger og lærere – alle faggrupper, der arbejder konkret og analogt – det meste af tiden uden for det digitale.

Og så er der den grønne omstilling. Digitaliseringen er ikke ’grøn’. Den er baseret på gigantiske datacentre, de fleste af dem ejet af udenlandske techgiganter, datacentre, der alene i Danmark forventes at bruge 3/4 af al den ’grønne strøm’, der produceres her i landet. Datacentre står for øvrigt ifølge en undersøgelse fra Cowi for 33 procent af det samlede danske energiforbrug frem mod 2040.

Alligevel tales der stadig om ’potentiale’, mens befolkningen og samfundet piskes frem af en absurd uafvendelighedsdagorden: Det digitale er uundgåeligt, det er fremtiden, det er et tog, der kører, og vi må ikke stå tilbage på perronen, hedder det ofte, når politikere og embedsmænd udtaler sig. Ingen taler om, hvad digitalisering er, og om, hvor toget kører hen. Det burde vi.

For der er andre ting på spil her: vores menneskelighed. Og hvordan vi skaber et bedre samfund.

I 2001 fik vi e-Boks. Tanken bag det var at spare penge på den analoge post og gøre det nemmere for borgerne. I dag, over 20 år senere, kan vi konstatere, at besparelserne var illusoriske, især da den logiske, men ikke gennemtænkte konsekvens af e-Boks var, at det analoge postvæsen de facto døde, og vi dermed mistede muligheden for at sende egne manuelt nedskrevne tanker til hinanden fra dag til dag: Brevskrivning som kunst og mulighed er reelt død, det er et kulturtab og bør begrædes, ikke hyldes.

I 2014 blev det obligatorisk at bruge e-Boks og NemID – nu MitID – for alle, også ikke-myndige børn på 15 år, og siden da har stat, regioner og kommuner lagt mere og mere af deres arbejde over på borgerne. Vi forventes ikke bare at betjene os selv, men også at oppebære fælles teknisk infrastruktur i form af egne nyere smartphones, en opdateret sikker computer og solid, dyr internetforbindelse, betalt af egen lomme og oftest uden adgang til professionel hjælp, hvis noget svigter.

En ting er, at man pålægger borgerne økonomiske og praktiske byrder. Men forholdet mellem borger og stat ændres samtidig fundamentalt. Som borger har du selv det fulde ansvar for, hvad du indtaster, og selvbetjening er blevet fulgt op af myriader af kontrolsystemer, der skal forhindre snyd og hvidvask, ikke mindst på det sociale og finansielle område. Falder du udenfor, eller glemmer du at tjekke din e-Boks, så straffes du – med bøde eller sanktioner. Mistro er indbygget, alting gemmes og kan analyseres.

Det er almindeligt anerkendt, at mennesker trives bedst i tillid. At Danmark oprindeligt var et tillidssamfund. Vi arbejder og lever simpelthen bedst, når vi ikke bliver kigget over skulderen af et program i en computer. Den stærke demokratiske kommunikation mellem borgere og stat opstår, når vi får mulighed for at bruge vores fulde opmærksomhed, og sproget er frit, ikke når det handler om at presse kommunikation ned i felter i et regneark.

Når man fratager os muligheden for at bruge vores eget sprog i forhold til myndighederne via MitID og faste skemaer, forsvinder borgeren som menneske og bliver til data, der gemmes og recirkuleres i en uendelighed i forvaltninger, der flytter sig længere og længere væk fra borgerne. Ønsker vi at møde de mennesker, der angiveligt betjener de computere, der betjener os, skal vi bestille tid hos borgerservice via MitID.

Snart skal vi også have et europæisk id, eID, noget, der bekymrer i blandt andet England, hvor man ser store problemer i forhold til borgernes privatliv og muligheder for at deltage i samfundet. Den diskussion har vi slet ikke taget hul på herhjemme. Det burde vi.

Ønsker vi det ikke eller kan vi slet ikke deltage i det digitale, er vi nemlig ilde stedt: For hvor det er muligt at frasige sig e-Boks, ganske vist med den konsekvens at borgeren så overlades til et skrantende de facto svensk ejet Post Nord, så er det helt umuligt at slippe for NemID/MitID. Eller rettere: Du kan godt slippe. Du skal bare umyndiggøre dig selv. Du skal gøre dig til en ikke-person ved at give en slægtning eller ven eller en fra kommunen fuldmagt til at underskrive digitalt for dig.

Denne umyndiggørelse er en stærk og urimelig reduktion af borgerens autonomi og vores mulighed for kontrol over egne penge, situation og liv.

Der er selvfølgelig tilfælde, hvor denne umyndiggørelse giver mening, f.eks. ved stærk demens. Men forestil dig et øjeblik, hvordan det ville være, at andre skulle skrive under for dig og have indsigt i dine private informationer om penge og sygdom, blot fordi du ikke kunne eller ville betjene dig af en computer? Ville du kunne stole på dem? Og ville du bryde dig om at være afhængig af dem?

Der er mange, der allerede nu står udenfor: I en rapport fra Justitia anslås det, at over 25 procent af danskerne ikke ønsker eller ikke kan benytte sig af digitale løsninger. Det er rigtig mange mennesker, mere præcist godt 1,5 millioner danskere, og der er ikke noget, der tyder på, at der bliver færre i fremtiden.

Store grupper af unge har problemer med at adskille pligt-apps fra staten fra underholdning, og andre forstår slet ikke brugen. Og så bliver vi altså alle sammen gamle, og selv om vi lige nu sagtens kan jonglere med smartphones og logins og passwords, skal der ikke mere end en enkelt lille blodprop, svigtende syn, svag hukommelse eller rystende hænder til at umuliggøre det digitale liv, alt sammen ting, der ikke som sådan gør os til dårligere mennesker, men som altså kræver, at vi umyndiggør os selv, hvis vi fortsat vil benytte os af offentlige services. Hvis ikke, bliver vi i statens øjne dårligere mennesker.

Det er uforståeligt og urimeligt, at et rigt samfund som det danske ikke kan oppebære alternativer i form af mennesker, man kan tale med eller finde ud af at bygge systemer, som alle kan benytte. Der rejser sig samtidig en stigende og forståelig utilfredshed med fattigdommen i det digitale liv i disse år. Digitaliseringen påvirker i stigende grad vores arbejdsliv, der nu finder sted på alle tider af døgnet via mails og smartphones.

Et land som Frankrig understøtter nu digitalt ikke-brug ved f.eks. at forbyde arbejdsgiverne at kontakte medarbejderne i ferier og fritid – og straffe dem med bøder, hvis de overtræder forbuddet. I Tyskland har store firmaer udarbejdet e-post-systemer, der afviser mails sendt til medarbejdere, der har fri – ikke bare med et autosvar, mailen kommer simpelthen ikke frem.

Det, vi foreslår, er analoge rettigheder: at stat, kommune og regioner anerkender, at der er et betydeligt antal danskere, der ikke ønsker eller ikke kan leve et digitalt liv, og hjælper og støtter dem i en analog tilværelse i stedet for at reducere dem til usynlige og umyndige andenrangsborgere. Stat og myndigheder skal bevare analoge menneskelige kontaktmuligheder og løsninger.

Som tænketank anerkender vi tilstedeværelsen af det digitale i verden, men som et værktøj, ikke som den religion, digitaliseringen efterhånden har antaget karakter af. I de seneste strategier fra regeringen, kommunerne og regionerne ønsker man mere fart på det digitale. Det skal ske ved mere ’digital dannelse’ af borgerne, der altså oven i at skulle supportere og betale egen infrastruktur også forventes at bruge tid på at forstå, hvordan og hvorfor et dårligt gennemtænkt system fungerer, og hvordan borgeren kan bidrage til det system.

Dårlig digitalisering og skandaløst udrullede it-løsninger som f.eks. MitID gøres dermed til borgerens ansvar – ikke Digitaliseringsstyrelsens, bankernes eller statens. Det mener vi er forkert.

Analogiseringsstyrelsen mener, at farten skal sættes ned. At vi skal tænke os om. Hele den digitale bevægelse af samfundet bør gentænkes og analyseres til bunds – hvad giver egentlig mening og værdi til borgerne, og hvad har det kostet, reelt?

Samtidig er vi nødt til at standse affolkningen og automatiseringen af de offentlige rum. Rådhuse, togstationer, supermarkeder, skattekontorer, biblioteker og banker bør være bemandet af andet end sikkerhedsfolk og kontrollører, og der bør skabes mulighed for, at borgerne kan blive betjent af andre mennesker. Vi skaber lige nu et samfund til en særlig gruppe privilegerede, eller rettere en gruppe særligt digitale borgere, for hvem det er mere bekvemt og mindre intimiderende at betjene sig selv via smartphones og selvbetjening og selv-tjek-ud-kasser.

De skal også være her, de digitale. Men skal de fylde det hele? Analogiseringsstyrelsen holder af de muligheder, computere har givet os som mennesker. Men vi mener ikke, at digitalisering giver mening i sig selv, og minder om, at sund fornuft stadig er hård valuta, der er gangbar verden over. Eksempelvis kunne man ansætte flere tusinde mennesker med egen lommeregner, telefon, skrivebord og en løn over 500.000 kr. om året for mindre end det beløb, Skat hidtil har brugt på et endnu ikke fungerende automatisk kontrol- og inddrivelsessystem.

Danmark var faktisk et ekstremt veldrevet, trygt og sikkert samfund, før vi blev digitale, men det er, som om politikerne ikke har fået principperne fra dengang med sig. I det analoge Danmark var der ikke registersamkøring, det var et forvaltningsprincip, og det handlede om at respektere borgernes privatliv. Det kostede på effektiviteten, men var retfærdigt og rigtigt.

I dag samkøres der registre til den store guldmedalje i verdensmåls-digitalisering, og borgernes liv tilhører tilsyneladende staten, der konstant søger muligheder for at optimere, forudsige og værdisætte for ikke at sige: sælge os til os selv. En ting er, at vi dermed dømmes på vores fortid, ikke vores potentiale og hvad vi måske gør i morgen, at vi så at sige kun ses bagfra, ikke mødes ansigt til ansigt. Noget andet er, om det at være effektiv og optimeret og salgbar som big data virkelig er formålet med et menneskeliv?

Vi får også nye problemer. Vores dataliv hænger, bogstaveligt talt, i en tynd digital tråd, som cyberkriminelle og datakøbmænd hopper rundt på, mens vi, borgerne, forsøger at holde balancen.

Analogiseringsstyrelsen mener, at der bør forskes grundigt i, hvordan analogisering kan styrke cybersikkerheden. Vi bliver nødt til at udvikle metoder til at bestemme selv. Samfundet skal ikke være en stor computer. Det er et konkret sted, verden er altså ikke meta, det er her, vi lever, som mennesker med andre mennesker.

Analogisering er det kontrapunkt, digitaliseringen har brug for.

 

 

Det Kinesiske Rum (The Chinese Room) er betegnelsen på et tankeeksperiment fremsat af den amerikanske filosof John Searle. Searle forsøger med tankeeksperimentet at illustrere, hvorfor en maskine ikke er intelligent, selvom den virker intelligent. Ifølge Searle indebærer egentlig intelligens nemlig en vis grad af indsigt i den tilsyneladende intelligente handling – dvs. en grad af bevidsthed eller intentionalitet.

Det Kinesiske Rum er derfor også et argument imod kunstig intelligens, ligesom det afviser Turing-testen, der ifølge den engelske matematiker Alan Mathison Turing kan afgøre om en maskine (computer) er intelligent. Det er den nemlig, ifølge Turing, hvis det for en intelligent iagttager virker sådan.

Tankeeksperimentet

I Searles tankeeksperiment er en engelsktalende person placeret i et forseglet rum. Eneste kommunikation med omverden er tekstbeskeder på kinesisk. Hertil har personen tekniske anvisninger på, hvordan beskederne skal skrives, så det for en person udenfor rummet virker som om, at personen i rummet forstår kinesisk.

Men ifølge John Searle er der ikke tale om forståelse, men alene symbolmanipulation hos personen i rummet. Det samme gælder for computere, mener Searle: De manipulerer symboler, men forstår ikke, hvad disse symboler betyder.

Searle har ikke kategorisk afvist, at man kan udvikle kunstig intelligens. Men han påpeger, at det ikke er det samme som menneskelig intelligens. Ifølge Searle er bevidstheden, ligesom ild, et fysisk fænomen. En digital simulering af ild udvikler ikke varme, en digital simulering af bevidsthed udvikler ikke bevidsthed.

 

 

Kilder og Links

Analogiseringsstyrelsen – https://analogist.dk/
Digitaliseringsstyrelsen – https://digst.dk/
JUSTITIA – https://justitia-int.org/
Link til alle Politikens artikler om digitalisering – Den digitale underklasse
Jørgen Bitsch – http://www.faklen.dk/faklen/03/dissident.php

Danmarks digitaliseringsstrategi – sammen om den digitale udvikling –
https://fm.dk/udgivelser/2022/maj/danmarks-digitaliseringsstrategi-sammen-om-den-digitale-udvikling/

Mandag Morgen – Kilde: https://www.mm.dk/artikel/digitalismen-er-doed-laenge-leve-computeren

Internettets historie – https://norlys.dk/

abc247.dk – Computerens opbygning – https://www.abc247.dk/computerens-opbygning

Hjernen – https://udforsksindet.dk/hvordan-digitalisering-paavirker-hjernen/

https://www.dr.dk/viden/webfeature/superhjernen

Multitasking – Science directWHO/NHTSA & Wilfrid Laurier University

https://virkeligheden.dk/hvad-forskningen-siger-om-smartphones-sociale-medier-og-multitasking/

Illustreret Videnskab
Hvad er digitale computere – https://tangerfiv.com/da/hvad-er-digitale-computere/ 

https://www.youtube.com/watch?v=ZWdT-6Ld71Q

Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur (EU-OSHA) – https://osha.europa.eu/daErik Kruse Sørensen. Master i gymnasiepædagogik (MIG). Pt. Ph.d.-stipendiat.
TEKU-MODELLEN. Teknologiforståelse i professionerne. Catrine Hasse og Lene Storgaard Brok. Aarhus Universitet.
Det Kongelige Bibliotek – https://www.kb.dk/